Se hvem han ligner på en prik

Niels Olsen kaster sig ud i ny glansrolle i Cirkusrevyen, der får premiere i næste uge

Offentliggjort

De fleste har været vidne til, når den nuværende og tidligere amerikanske præsident, Joe Biden og Donald Trump, tager sig nogle verbale slagsmål i medierne.

Og sådanne udgydelser for åben skærm er naturligvis guf for Cirkusrevyen, der tager hul på årets revysæson 16. maj i Dyrehaven.

Og der bliver med garanti ikke et øje tørt hos publikum, når Henrik Lykkegaard som Biden, 81, og Niels Olsen som 77-årige Trump træder frem på scenen i et iscenesat hundeslagsmål

Sidstnævnte skuespiller har skrevet nummeret.

Ligner godt

- Det er jo en skræmmende person, så det er ikke en, som man gerne vil ligne, men det kommer jeg altså til, sagde den 64-årige skuespiller til Nyheder.dk ved pressemødet i teltet på Bakken nord for København.

- Vi er alle vidne til det groteske med de to gamle mænd, der kæmper om at være den vestlige verdens leder. Så det er blevet til et superfedt svingende nummer, der fortæller den historie, fortalte han om baggrunden.

Spids mund og kælen stemme

- Når jeg får paryk og makeup på, så bliver jeg hjulpet rigtigt meget. Han har jo en spids mund og en lidt kælen stemme. Og så er han total flabet, og overskrider alle grænser på alle måder, lød det fra Niels Olsen, der i øvrigt er godt tilfreds.

- Vi har virkelig nogle gode numre både politiske parodier, fede sange og dygtige sangerinder. Så der hersker ingen panik og jeg er superglad for det, vi har, sagde han en uges tid før premieren.

Der er grinegaranti, når Henrik Lykkegaard og Niels Olsen optræder i rollerne som Joe Biden og Donald Trump.
Powered by Labrador CMS