Sådan tackler han ægteskabet

Efter 25 år med konen har Caspar Phillipson lært, at kriser skal løses

Offentliggjort

Sidste år kunne skuespilleren Caspar Phillipson og hans hustru, psykoterapeut Marianne, som han mødte helt tilbage i gymnasiet, fejre sølvbryllup.

I langt flere end 25 år har de delt og taget ved lære af livets op- og nedture.

- Jeg kan godt lide tanken om, at man kan sige til ens partner: "Du kan tage mig for givet", siger Caspar Phillipson.

- Den grundtillid til hinanden, det kræver, er både noget, man skal leve op til og arbejde for at kunne give hinanden, lyder det fra den 53-årige skuespiller, der netop nu er aktuel i anden sæson af den populære DR-serie "Orkestret".

Tosomhed kræver arbejde

Både fra "Orkestret" og fra sit eget liv ved Caspar Phillipson, at nøglen til tosomhed kræver arbejde.

- Forhåbentlig er man jo to selvstændige mennesker, som skal finde ud af det sammen. Og man er jo ikke enige om alting - langt fra - men så finder man ud af det. Selv om det godt kan være svært, medgiver han.

Slående lighed

For Caspar Phillipson, der med sin slående lighed med John F. Kennedy har portrætteret den amerikanske præsident i flere store internationale film, spiller hans egen barndom også ind.

Han er selv vokset op i en skilsmissefamilie - "på ondt og ondt", smiler han.

Derfor ved han, hvor meget der er på spil for hele familien.

- Det præger selvfølgelig, hvor meget min hustru og jeg har investeret i at komme gennem de kriser, vi har stået over for, siger den dansk-engelske skuespiller.

Det går op og ned

Men det har ikke altid været nemt, erkender Caspar Phillipson, for det går jo altid op og ned, som han selv beskriver det.

Caspar Phillipson med kone.

- Jeg har forfulgt et arbejdsliv og har været velsignet med en partner, der ikke havde behov for at forfølge et arbejdsliv i den anden retning. Det er jo også et kæmpe privilegie, tilføjer han.

Men selv om skuespilleren har en stor støtte på hjemmefronten, har han også stillet sig selv den vigtige opgave at kunne sige: "Nej".

Særligt husker Caspar Phillipson, da han og familien boede i England, hvor han selv har rødder i. På det tidspunkt var han nået "ret langt" i auditionprocessen til at være med i den populære musical "Mamma Mia!" i London, fortæller han.

- En eftermiddag kigger Marianne mig i øjnene og spørger, om det virkelig er det, jeg vil, fortæller Casper Phillipson.

- Det var jo otte forestillinger om ugen med en dobbelt forestilling om lørdagen. Dog ville jeg have fri mandag. Men jeg ville kun lige nå at sende ungerne i skole, være taget på arbejde, før de kom hjem, og være færdig, efter de er gået i seng. Øh nej, det var jo ikke det, jeg ville.

Hollywood og verdensstjerner

For Caspar Phillipson har det været vigtigt at nå til et sted, hvor han ikke er afhængig af at få bekræftelse i form af sin karriere, som har bragt ham til Hollywood over for verdensstjerner som Natalie Portman i "Jackie" og Tom Cruise i den sjette Mission: Impossible-film, "Fallout".

- Det handler om at finde ind i sin kerne og opdage, at der er nogle grundlæggende ting, der er vigtigere end at få den bekræftelse hele tiden. Og for mig er det familien, understreger han.

- Det er jo meget banalt, men også meget vigtigt og sandt.

Powered by Labrador CMS