Sådan kæmper Johnny Hansen for et sundere liv
Her er dansktopstjernens opskrift på at forlænge sit liv
Da Johnny Hansen deltog i 'Junkfood-eksperimentet' på TV 2, fik han en besked, der skulle ændre hans liv.
Overlæge og professor Bente Klarlund konstaterede, at hans helbred var faretruende.
Tikkende bombe
- Hun sagde Johnny, du ligner en tikkende bombe. Mit blodtryk var tårnhøjt, der var fedt omkring mine organer, og jeg sov dårligt, fortalte 'Kandis'-stjernen til Nyheder.dk ved bogreceptionen 'Klarlund og Kandis på Kur' på Gyldendal tirsdag eftermiddag.
Havde taget på
For to år siden vejede Johnny Hansen 125 kilo, og han havde taget flere af kiloene på efter en travl tid.
Der skulle handling til, hvis han skulle sikre sig flere gode år med familien – kone, børn og børnebørn.
Håndfuld-princip
Johnny ændrede sin livsstil radikalt, og en vigtig del af forvandlingen har været hans simple, men effektive tilgang til kosten.
- Jeg spiser efter håndfuld-princippet: Én håndfuld grøntsager, én håndfuld proteiner, én håndfuld kulhydrater og en lille smule fedt tre gange om dagen, lød det videre.
Skåret kraftigt ned
Derudover har dansktop-sangeren skåret kraftigt ned på sukker og alkohol.
- Jeg har altid elsket slik. Før kunne jeg købe bland-selv-slik for 100 kroner og hygge mig foran tv. Det er slut nu, ligesom jeg også holder igen med rødvinen, fortsatte han om bestræbelserne på en sundere livsførsel.
Går ture
Motion er også blevet en vigtig del af hverdagen.
- Jeg går ture på fire, fem og syv kilometer tre til fire gange om ugen. Det giver både ro i hovedet og hjælper på vægten.
Mindre stress og mere søvn
For at reducere stress har Johnny Hansen taget store skridt. Han er i gang med at afvikle sit udlejningsbureau, der tidligere tog meget af hans tid.
- Jeg vil have mere tid til familie og venner. Jeg har spillet i 41 år og ofte sagt nej til invitationer til fødselsdage og bryllupper. Det skal der laves om på, forklarede Johnny Hansen.
'Kandis'-stjernen lider af søvnapnø og sov tidligere med en maske, der hjalp ham med at trække vejret ordentligt.
Tager kontrol
Med en vægt, der nu er nede på 110 kilo, har Johnny allerede tabt sig 14 kilo, og han har som mål at smide yderligere 10 kilo.
- Det handler om at tage ansvar for sit eget liv og helbred. Hvis jeg kan gøre det, så kan andre også, sagde Johnny Hansen, der med sin nye livsstil ikke kun inspirerer sine fans, men også viser, at det aldrig er for sent at tage kontrol.