Prins Harrys kone med selvmordstanker
Prins Harry og hertuginde Meghan har lavet et netværk for forældre og i den forbindelse givet fællesinterview
Prins Harry og hertuginde Meghan står bag et netværk for forældre, som for eksempel har mistet et barn eller har børn, der kæmper med traumer relateret til sociale medier.
Netværket - ved navn The Parents' Network - er officielt blevet lanceret søndag. Det skriver amerikanske CBS News, som parret har givet et fællesinterview til.
Her kommer hertuginden ind på parrets egne børn, Archie og Lilibet på henholdsvis fem og tre år.
Beskytter børnene
- De er fantastiske. Men alt, du ønsker at gøre som forældre, er at beskytte dem, siger hun.
Derudover taler prins Harry om forskellen fra førhen til i dag.
- Vi taler altid om, at hvis dine børn i gamle dage var under dit tag, vidste du, hvad de havde gang i, i det mindste var de sikre, ikke?
- Og nu kan de være i værelset ved siden af på en tablet eller en telefon og kan gå være ved at havne i et hul. Og før du ved af det, inden for 24 timer, kan de være ved at tage livet af sig selv, siger han.
Bor i USA
Parret bor i den amerikanske delstat Californien sammen med deres to børn.
Flytningen fra England til USA skete, efter at de i 2020 trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Året efter gav de et opsigtsvækkende fællesinterview til den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.
Her kom hertuginde Meghan ind på, at hun på et tidspunkt følte sig så ensom, at hun tænkte på selvmord.
- Jeg ville bare ikke være i live mere. Det var en meget klar og reel og skræmmende konstant tanke, sagde hun ifølge The Guardian.
Smerte eller traumer
I interviewet med CBS News bliver hun også spurgt ind til udtalelsen.
- Når du har været igennem et hvilket som helst niveau af smerte eller traumer, tror jeg, at en del af vores rejse tilbage - helt sikkert en del af min - er at være i stand til at være virkelig åben omkring det, siger hertuginde Meghan.
Hun og Harry blev gift tilbage i 2018. Siden flytningen til USA har parret i vid udstrækning distanceret sig fra det britiske kongehus og har i heftige vendinger kritiseret det.
Blandt andet udgav prins Harry sidste år en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven", og som indeholder en kras kritik af kongehuset.