Peter Ingemann overvandt sin udmattelse
Værten er klar til sjette sæson af TV 2-programmet 'Størst'
Større bliver det næsten ikke for TV 2-værten Peter Ingemann.
Efter fem års fravær vender programmet "Størst" tilbage.
Det oplyser TV 2 på sin hjemmeside.
Her uddyber Peter Ingemann, hvorfor der er gået fem år mellem programmets femte og sjette sæson, som får premiere 15. september.
Lysten driver værket
- Der var en form for metaltræthed mellem programmet og mig til sidst. Det skal være lysten, der driver værket. Og seerne kan jo mærke, hvis man ikke brænder for tingene, siger han til tv2.dk og tilføjer:
- Med al respekt for de foregående sæsoner er denne her nok den mest helstøbte, lyder det fra ham.
I programserien kigger Peter Ingemann på nogle af de største ting i verden.
Europas største by
I den nye sæson tager tv-værten blandt andet til Europas største by, som ligger i Tyrkiet, til verdens største skisportssted i Canazei i Italien og Atlantvolden. Et kystbefæstningsanlæg, som Hitler fik opført på de nord- og vesteuropæiske kyster fra 1942 til 1945.
Og så kigger han i tre dedikerede afsnit på det allerstørste inden for klimaet. Blandt andet går turen til Frankrig, hvor verdens største fysikeksperiment finder sted. Målet er at bygge en kunstig sol på jorden. Den vil potentielt kunne skabe uanede mængder af grøn energi.
Peger ikke fingre
- Vi har grebet hele klimaspørgsmålet an på en positiv måde. Vi peger ikke fingre ad nogen og beder dem om at blive veganere eller skide på et muldtoilet, siger Peter Ingemann bramfrit til tv2.dk.
- Vi prøver på at vise, at den grønne omstilling kan være en fest og ikke en begravelse.
I tidligere sæsoner har han blandt andet besøgt verdens største kunstige ø i ørkenemiratet Dubai, verdens største stjerneobservatorium i Chile og verdens største diamantmine i Botswana.
Den sjette sæson af "Størst" får premiere 15. september på TV 2 og TV 2 Play.