Peter Gantzler: Forhenværende førsteelsker
Den serie-aktuelle skuespiller får med alderen tilbudt andre typer roller, og forsøger at tage humoren med ind foran kameraet
Under coronanedlukningerne fik Peter Gantzler et lille glimt af, hvordan det føltes at være på pension.
Og det var slet ikke noget for den 65-årige skuespiller. Hans udfordring er, at han ikke har nogen hobbyer.
- Skuespil er min eneste hobby, og jeg er en kæmpe nørd, hvad det angår, siger han.
- Så jeg kommer til at fortsætte med at arbejde, indtil jeg ikke kan tygge smør. Selv om jeg ikke engang spiser smør.
Drømmen om glampingplads
Netop nu kan Peter Gantzler ses i DR's nye dramakomedieserie "Namastay". Her spiller han blandt andre sammen med Paprika Steen og Lars Brygmann, der spiller et ægtepar, som følger drømmen om at få en glampingplads - ikke en campingplads, det er meget vigtigt - op at køre.
Selv spiller han Anker, der ejer nabogården, og har en affære med Paprika Steens karakter.
- Det var sjovt at få lov til at være lidt forførisk igen. Anker synes i hvert fald selv, at han er en charmetrold. Det er jo ellers en rolle, som jeg har lagt lidt bag mig, fortæller Peter Gantzler.
Bruger humoren
Som nyudklækket skuespiller ville Peter Gantzler gerne tages seriøst og have dramatiske og alvorlige roller. Men med tiden har han lært, at det er lige så vigtigt at kunne bruge humoren.
- Jeg elsker humor! Lone Scherfig, som lavede "Italiensk for begyndere", sagde på et tidspunkt til mig: "Du er jo komiker, Peter", fortæller han.
- Nu hvor jeg ikke rigtigt får sådan nogle førsteelskerroller mere, så er det godt at have humoren at trække på, så det ikke bare er far- og om lidt farfarroller, men at der også er nogle humoristiske roller, der ikke handler om, at man har en bestemt alder, siger Peter Gantzler og fortsætter:
Om at blive skuespiller
- Helt generelt synes jeg, at der kan være en tendens til, at når ældre skuespillere er med i noget, handler det ofte om, at de er gamle. Hvis der er en film om to ældre mennesker, der forelsker sig, så handler det jo straks om: "Kan de virkelig stadig blive forelskede?". Ja, selvfølgelig kan de det.
Drømmen om at blive skuespiller var ikke en, som Peter Gantzler havde med sig fra barnsben af. Den spirede først meget senere.
- Jeg var i starten af 20'erne, og ligesom alle andre historier starter den med en kvinde, fortæller Peter Gantzler.
- Hun skulle arbejde på et teater. Det var helt fremmed for mig, men jeg blev nysgerrig. Så jeg blev tekniker på et teater, det var jeg sådan lidt halvdårlig til. Men så så jeg skuespillerne stå på scenen og skabe sig hver aften. De havde det pissesjovt, og de mødte jo først ind klokken 18.
Første rolle
Han skiftede til et nyt teknikerjob, som han var lige så dårlig til som det første job. Men i sin kontrakt fik han skrevet ind, at han skulle have en rolle i en forestilling.
Det blev i en opsætning af Ole Lund Kirkegaards bog "Albert". Her fik Peter Gantzler lov til både at spille politibetjent og pandekagesælger.
- Da jeg stod på scenen, så tænkte jeg bare: "Der var den sgu. Det er det, jeg skal lave resten af mit liv". Det var sådan en åbenbaring, fortæller han.
Peter Gantzler søgte ind på Statens Teaterskole i København og blev færdiguddannet i 1990. Han blev landskendt for rollen som chaufføren Mike Engholm i tv-succesen "Taxa", der gav ham tilnavnet "Taxa-Mike".
I dyre domme
Siden har han også medvirket i serier som "Nikolaj og Julie", "Krøniken" og "Arvingerne" og i den førnævnte dogmefilm "Italiensk for begyndere", der indbragte ham en Robert-pris.
Nu kan han skrive endnu en serie på cv'et med "Namastay".
I den nye DR-serie følger man syv personer, der i dyre domme har betalt for en uges ophold med økologi, yoga og vildmarksbad i luksuriøse omgivelser i et forsøg på at redde håbløse parforhold og overkomme breakups.
Selv ville Peter Gantzler have svært ved at være på sådan et ophold.
- Jeg ville ikke kunne lære noget om mig selv og slappe af med en masse mennesker på kommando, siger han.
Det handler ikke om, at han ikke bryder sig om alternative former for selvudvikling og selvrealisering - det er faktisk noget, han selv praktiserer.
Tromme-meditation
- Jeg har dyrket yoga i mange år og været medejer af et yogastudie. Jeg er helt med på den slags. Jeg har endda været til trommemeditation for nylig, fortæller Peter Gantzler.
Når han skal slappe af, foretrækker han, at det sker i naturen. Gerne på en gåtur, hvor han kan koble af og fordybe sig i sine tanker. Det har han brug for, og det gør hans liv bedre.
- Mit barn, min kone og min hund gør også mit liv bedre. Ikke min kat så meget mere, men det er mest, fordi hun kradser mig, fortæller den prisvindende skuespiller.
Privat er Peter Gantzler gift med skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen, og sammen har de datteren Rosa på 24.
- Når man får børn, bliver det dejlige i livet mere tydeligt - men det gør det farlige også, siger han.
- Det første man tænker på, når man vågner, er ens barn.
Bekymrer sig mere
- Man bliver også mere følsom med alderen, og jeg bliver oftere bevæget. Jeg er blevet mere skrøbelig, men også stærkere. Og så bekymrer jeg mig også mere. Det gør jeg i det hele taget meget. Jeg synes også, at der er meget at bekymre sig om i øjeblikket.
Alene forbruget af teknologi frem for menneskelig kontakt fylder og frustrerer.
- Nu lyder jeg sikkert som en gammel far: Men det er sgu trist at se tre mennesker gå sammen, og alle kigger ned i telefonen. Det er endnu værre, når det er forældre, siger Peter Gantzler og fortsætter:
- Jeg bor tæt på en legeplads, og det er så trist at se, at forældrene bare sidder med deres telefoner, mens deres børn prøver at vise dem noget.
Alle kigger på deres telefoner
- Jeg har altid kigget meget på mennesker. Men det er blevet mindre interessant nu, hvor man kan være stensikker på, at alle bare kigger på deres telefoner. Jeg tror, at det gør noget ved folks opfattelse af hinanden, funderer han.
Fascinationen af at observere begyndte allerede, da Peter Gantzler var barn.
- Da jeg var mindre, kunne jeg godt lide bare at sidde på en bænk inde på Strøget, dengang det var hyggeligt og til at være der, og bare kigge på mennesker, fortæller han.
Som skuespiller er det også en del af hans fag at studere og iagttage.
- Når det er sagt, så har jeg ikke behov for at vide, hvad alle går og tænker hele tiden, siger Peter Gantzler.
Sociale medier nej tak
Det er måske også derfor, at han ikke er på sociale medier.
Han bruger kun sin telefon til at ringe og skrive beskeder - som noget nyt er Peter Gantzler dog også begyndt at skrive aftaler ind i kalenderappen på sin iPhone.
- Men selv om jeg ikke har sociale medier, så kigger jeg da lige min kone over skulderen, hvis der kommer en video med nogle søde dyr. Det synes jeg, er meget sjovt, siger han.
Alle afsnit af "Namastay" kan ses på DRTV fra idag
De to første afsnit sendes på DR1 lørdag 22. juni klokken 20.00.