Ny streaming-tjeneste rammer Danmark
Nu får du en ny streamingtjeneste
En ny streamingtjeneste er på vej til de danske seere.
Warner Bros. Discovery annoncerer nu den udvidede streamingtjeneste Max.
Den samler HBO Max's film, serier og dokumentarer, Discoverys underholdning fra det virkelige liv og de største internationale sportsbegivenheder fra Eurosports premium-abonnementstjeneste, lyder det.
Premiere 21. maj
Max bliver tilgængelig i Danmark fra den 21. maj, oplyser Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.
- Med Max konsoliderer vi det bedste indhold fra HBO Max og discovery+, og tilbyder den største bredde af genrer og titler på en forenet tjeneste, siger Christina Sulebakk, der bærer titlen af Executive Vice President & Managing Director hos Warner Bros. Discovery Nordic.
- Max samler markante titler som "House of the Dragon" og "Wonka" sammen med ikoniske sportsbegivenheder som de olympiske lege i Paris 2024 og Roland-Garros (French Open, red.) sammen med populære lokale titler som "Jeopardy!", "Over Atlanten" og "Jaget vildt", siger hun videre i pressemeddelelsen.
Premiere på to danske programmer
Samme dag som den danske lancering får også to danske programmer premiere.
Den femte sæson af førnævnte "Jaget vildt", som blandt andre tv-vært Sofie Linde og komiker Heino Hansen deltager i, kan ses fra 21. maj, og det samme kan den niende udgave af realityprogrammet "Ex on the Beach".
Max blev lanceret i USA sidste år, og ud over Danmark bliver Max også tilgængelig i en lang række andre europæiske lande i år.
Lanceringen af Max i Europa markeres den 17. juni med premieren på anden sæson af "House of the Dragon", som udspringer af Game of Thrones-universet.