Mød alle danseparrene

'Vild med dans' meldes klar til start

Offentliggjort

Fredag den 20. september markerer en spændende sæsonpremiere på 'Vild med dans', hvor ti nye par for første gang skal imponere på Danmarks mest kendte dansegulv. 

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse

Denne sæson byder på ekstra meget nyt, da det også er debut for programmets nye værtspar, Cilia Trappaud og Martin Johannes Larsen. De skal sammen tage imod både seerne og de modige deltagere, der har sagt ja til udfordringen.

Mød de modige deltagere

De ti nye deltagere i 'Vild med dans' kommer fra vidt forskellige baggrunde, men de har alle det til fælles, at de skal mestre både latin- og standarddans. 

På holdet finder vi blandt andet sportsfolk, skuespillere, værter, influencere og endda en bakkesangerinde. 

De får hver især en professionel danser ved deres side, og i år byder showet også velkommen til en ny professionel danser i den populære 'Vild med dans'-familie.

Der er derfor god grund til at glæde sig til en ny sæson, hvor både deltagere og værter er klar til at tage udfordringen op og give seerne uforglemmelige danseoplevelser.

Se dem her:

Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen 24-årig tidligere medvirkende i TV 2-serien 'Årgang 0'. Er nu studerende. Rachel bruger sin fritid på blandt andet frivilligt arbejde, og så er hun ikke bleg for at bevæge sig på et dansegulv - især hvis der sættes reggaeton på.
Dot Wessman og Nikolaj Lund. Den 66-årig bakkesangerinde fra Bakkens Hvile, som hun ejer og driver samtidig med flere forlystelser på Bakken. Gik til pardans som 11-årig, hvor hun dansede med bagerens datter og vandt en medalje. Har også danset jazz og ballet.
Sara Lygum og Damian Czarnecki. Den 45-årig tv-vært, der blandt andet leder efter boliger til danskerne på TV 2. Hun er også foredragsholder og familiemenneske - og så elsker hun at være kreativ, mens koordinering og smidighed ikke er hendes stærkeste kort.
Anna Munch og Eugen Miu. 19-årig iværksætter, influencer og skuespiller. Blev student i sommer, har sit eget tøjbrand og er snart aktuel i spillefilmen 'Smukkere'. Bruger tiden på venner og familie og på at producere indhold til sine følgere på sociale medier.
May Lifschitz og Mads Vad 29-årig skuespiller, model, uddannet kunsthistoriker og meget mere. Går til thaiboksning i sin fritid, elsker natur og kunst og bruger masser af tid med vennerne, kæresten og hunden. Født i Argentina og elsker musik og dans.
Rasmus Staghøj og Asta Björk 39-årig tv-vært, der står mægtigt tidligt op. Bruger stort set al sin fritid på familien, der tæller kæreste og to små børn. Han elsker en god fodboldkamp på stadion, mens det forholder sig modsat med et dansegulv, som han altid har frygtet.
Philip May og Camilla Dalsgaard 35-årig influencer. Arbejder også på et bosted, mens han uddanner sig til pædagogisk assistent. Bruger fritiden på sin familie og er lige blevet far til barn nummer to. Elsker at danse - især under mottoet 'Dance like nobody is watching'.
Victor Gairy Aasmul og Mille Funk 25-årig OL-kajakroer og ingeniørstuderende, der i sin fritid læser, spiller guitar og er sammen med kæresten og vennerne. Danser især i køkkenet under madlavning og er altid at finde på dansegulvet til en fest.
Morten Hemmingsen og Malene Østergaard 43-årig skuespiller, der blandt andet har medvirket i TV 2-serien 'Badehotellet'. Venner, familie og fisketure står højt på fritidskortet for Morten, der dansede folkedans i 5. klasse og nok i virkeligheden er bedst til at headbange.
Kamal Hassan og Mie Martha Moltke 28-årig podcastvært og skuespiller, som er fan af at skabe minder med sin familie og sine venner. Han er også fan af fodbold, basketball og styrketræning, mens vennerne ikke var stor fan af hans dansestil, da han var yngre.
Powered by Labrador CMS