Mister holdets stjerne

Er først klar igen om et års tid

Offentliggjort Sidst opdateret

Team Esbjerg kommer til at undvære stjernespilleren Nora Mørk i det meste af det kommende år.

Den 33-årige nordmand er gravid, og har termin i maj 2025, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Vil støtte og bidrage

- Jeg glæder mig til at blive mor og ser frem til en helt ny og spændende tilværelse. Nu kommer jeg til at sidde udenfor i en periode, men jeg vil fortsat være med omkring holdet, og jeg vil støtte og bidrage med det, jeg kan udenfor banen, siger Mørk til klubbens hjemmeside.

Hvis alt går efter planen, vil Nora Mørk være tilbage på banen omkring september næste år.

Mange store titler

- Nora Mørk er en meget vigtig spiller i Team Esbjerg med et overblik og spilforståelse i verdensklasse. Dertil har Nora en uvurderlig erfaring med mange store titler på sit cv, og derfor er Nora en uvurderlig brik i angrebsspillet.

- Her er jeg tryg ved, at Nora fortsat vil tilføre værdi til holdet, selv om det meste vil foregå uden for banen, siger cheftræner Tomas Axnér.

Faren er også håndboldspiller

Nora Mørk danner privat par med den tidligere GOG-spiller Jerry Tollbring, som nu spiller for tyske Füchse Berlin.

Nora Mørk kom til Esbjerg i 2022 og har været en markant profil. Hun har kontrakt med klubben frem til sommeren 2026.

Nora Mørk har været en markant profil for Team Esbjerg siden ankomsten i 2022.
Powered by Labrador CMS