'Masterchef'-dommer: Se hendes bryllup

Dak Wichangoen er blevet gift med kæresten Anders Gørtler Jensen, som hun mødte under en særlig festlighed

Offentliggjort

Efter halvandet års forberedelse kunne bryllupsklokkerne endelig lyde.

Masterchef-dommer og tidligere Michelin-kok Dak Wichangoen er blevet gift med sin kæreste, Anders Gørtler Jensen.

Det afslører bruden på en række bryllupsbilleder delt på Instagram.

- Yes, vi gjorde det! Mr. & Mrs. Gjørtler Wichangoen, jubler parret på det sociale medie.

Blandt bryllupsgæsterne var de professionelle dansere Mads Vad og Thomas Evers Poulsen og kendiskokken Thomas Castberg.

Op til sommerbrylluppet har Dak Wichangoen flere gange løftet sløret for bryllupsplanlægningen.

Hvid brud

Inden sit bryllup havde Dak Wichangoen aldrig tænkt, at hun skulle giftes i hvidt, har hun tidligere udtalt til Her og Nu.

Men ikke nok med at brudekjolen er hvid, så er der hele to af dem og tre forskellige looks, der er lavet i samarbejde med Buch Couture, fortalte hun i januar til Her og Nu.

- Når man putter en kvinde i en brudekjole, så sker der et eller andet i hovedet på os, så nu lever jeg brudedrømmen maks ud. Der vil være noget kort, noget langt og blonder, sagde Dak Wichangoen til mediet.

Gik på knæ

Det var Anders Gørtler Jensen, der gik på knæ på parrets femårsdag den 29. december 2022.

Det kom som en overraskelse for Dak Wichangoen, da han midt i baconchips og reality-tv spurgte, om hun vil gifte sig med ham.

Med i 'Vild med Dans'

Iført T-shirt og underbukser blev det et stort ja, afslørede hun senere i et opslag på Instagram.

Parret mødte hinanden i forbindelse med Dak Wichangoens deltagelse i underholdningsprogrammet "Vild med dans" i 2017, hvor kokken dansede med Thomas Evers Poulsen

Til en efterfest mødte hun Anders Gørtler Jensen, der arbejder på Mads Vads danseskole, og siden da har deres kærlighed blomstret.

I 2021 blev de forældre til datteren Lily, og nu kan de også kalde sig ægtepar.

Powered by Labrador CMS