Mads Laudrup med skjult talent
Fodboldværten er på landsholdet i en særlig sportsgren, og så er han klar som bestyrer af 'Onside' på Viaplay
Mads Laudrup har i 7½ år fungeret som fodboldvært på Viaplay-kanalerne, og som noget nyt skal han fremover bestyre 'Onside'.
Viaplay lancerer nyhedskanal
Dette blev offentliggjort ved Viaplays pressemøde i dag, hvor 'Viaplay Sport News' – med nyheder døgnet rundt – blev præsenteret i København.
- Nu har jeg fået den store ære at styre 'Onside', som har eksisteret i 25 år, sagde den stolte søn af fodboldlegenden Michael Laudrup, 60, til Nyheder.dk.
Sjov på tv med "bavianerne"
- Hver søndag skal jeg have det sjovt på tv med 'bavianerne' Kenneth Emil Petersen, Thomas Gravesen og Peter Sørensen. At være ankermand på det program betyder meget, lød det stolt fra den 35-årige sportsvært.
Udtaget til landsholdet i padel
Men det hele handler ikke kun om fodbold hos Mads Laudrup. Han har de seneste år vist sig at være en så habil padel-spiller, at han er blevet udtaget til landsholdet.
- I al ydmyghed er jeg ret dygtig til det, så jeg har i løbet af sommeren deltaget i EM på Sardinien. Vi blev nummer ni ud af 16 deltagende nationer, hvilket levede op til forventningerne, fortsatte han.
Mads Laudrup har haft tid til ferie med familien på Mallorca, hvor hans far ejer et sommerhus.
En voksende Laudrup-familie
- Vi er en stor familie med fem børn under otte år. Med påhæng til mine søskende og deres børn, når vi op på 13 personer efterhånden, grinede Mads Laudrup om den voksende Laudrup-familie.
Hans søskende er Andreas Laudrup, 34, og 30-årige Rebecca Laudrup, og de står for fem af familiens småbørn.