Lone Hertz taler ud om tabet af sin søn
Skuespilstjernen indleder foredragsturné med fokus på dokumentarfilmen, ’Tomas – et barn du ikke kan nå’ i en ny version
Siden den handicappede søn, Tomas Strøbye, døde i februar ved en faldulykke kun 58 år gammel, har Lone Hertz oplevet en sorgfuld tid.
- Jeg er i gang med at få ordnet dødsboet, så jeg ikke har haft rigtigt tid til andet. Jeg har dog været 14 dage på De Kanariske Øer, hvor jeg har prøvet at få det lidt på afstand, afslørede den 85-årige skuespiller til Nyheder.dk ved Revyernes Revy søndag i Teltet på Bakken, Klampenborg.
Bedring efter ferie
- Jeg har fået stress og tabt hår i de seneste måneder, men har fået det bedre oven på ferien. Håret er blevet klippet, og det hjælper også at være sammen med min svigersøn Kurt Riisberg (gift med Lone Hertz’ datter Micaëla Strøbye, red.). Nu skal vi have en drink, fortsatte Lone Hertz, der har planer om en foredragsturné, som starter her i august.
Foredragsturné og dokumentarfilm
- Jeg viser dokumentarfilmen om Tomas, ’Et barn du ikke kan nå’. Den er blevet piftet op i en moderniseret version, og så svarer jeg på spørgsmål om handicaplivet, fortalte hun, der tog afsked med sønnen den 10. februar på Rigshospitalet.
Begravelsen og sønnens liv
Begravelsen fandt sted i Gentofte Kirke.
Tomas Strøbye blev som barn hjerneskadet som følge af en vaccine, og Lone Hertz har hele sit liv kæmpet for hans og andre handicappedes rettigheder.