Kræver milliarderstatning af Netflix
Kvinden, som mener at være blevet portrætteret som Martha i "Baby Reindeer", sagsøger nu Netflix
Fiona Harvey, som hævder at have givet inspiration til rollen 'Martha' i Netflix' megahit 'Baby Reindeer', gør nu alvor af truslen og sagsøger streaminggiganten for mere end en milliard kroner.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Fiona Harvey kræver 170 millioner dollar i erstatning fra Netflix. Det svarer til knap 1,2 milliarder kroner.
Stod frem i maj
Hun stod i begyndelsen af maj frem og fortalte offentligheden, at hun mente, at det var hende, som var blevet portrætteret som Martha af Jessica Gunning i "Baby Reindeer".
Nogle af de første ord, som møder seeren i "Baby Reindeer" er disse: Dette er en sand historie.
Serien handler om dens skaber, Richard Gadd, som bliver stalket af Martha. I serien sender hun ham tusindvis af e-mails, ringer jævnligt, dukker op ved hans hjem og overfalder sågar hans kæreste.
Hun bliver desuden dømt for stalking og bliver sendt i fængsel.
Fandt hurtigt frem til hende
Richard Gadd og Netflix hævder, at de har taget foranstaltninger for at sløre den afbildede kvindes rigtige identitet.
Internetaktivister fandt dog hurtigt frem til Fiona Harvey efter at have sammenlignet Facebook- og X-opslag fra netflixserien med de originale, som indtil for nylig stadig lå på sociale medier.
Den største løgn
Fiona Harvey mener, at Netflix står til ansvar, fordi de har løjet om, at hun har været i fængsel og stalket Richard Gadd.
- Dette citat (at der er tale om en sand historie, red.) er den største løgn fortalt i fjernsynshistorien, lyder det i søgsmålet, som er indgivet i Netflix' hjemstat i USA, Californien.
- Det er en løgn, som er blevet skabt af Netflix og seriens skaber, Richard Gadd, i grådighed og begær af berømthed. En løgn, som er designet til at tiltrække seere, få opmærksomhed og tjene penge og til at ødelægge livet for sagsøgeren, Fiona Harvey.