Kongelig ballet får ny chef

43-årige Amy Watson overtager ansvaret efter Nikolaj Hübbe

Offentliggjort

Det Kongelige Teater har fået ny balletchef. Det bliver 43-årige Amy Watson, der afløser Nikolaj Hübbe, efter at sidstnævnte fratrådte i sidste uge.

Ifølge bestyrelsesformand Lars Barfoed besidder Watson alle nødvendige kvaliteter.

Dybt kendskab

- Ud over åbenlys balletfaglighed og ledererfaring som instruktør, har hun et dybt kendskab til Bournonville og en ambition om at fastholde og styrke den vigtige ballettradition, siger Lars Barfoed, der også peger på den nye balletchefs store internationale netværk som en væsentlig styrke i det nye job.

Ansat som korpsdanser

Amy Watson har været tilknyttet Det Kongelige Teater siden 2000, hvor hun blev ansat som korpsdanser.

Senere blev hun udnævnt til både solist og solodanser og har derfor danset hovedpartier i en lang række store opsætninger.

Hun begyndte at undervise Den Kongelige Ballet i 2016, inden hun gik på pension som danser i oktober 2021.

Ved en skillevej

Nu gælder det altså et nyt job inden for balletten, som hun glæder sig meget til.

- Den klassiske ballet står på mange måder ved en skillevej. Det har den gjort før, og jeg tror fuldt og fast på, at vi ved at forandre udtryk og metoder, kan skabe nye stærke fortællinger, som vil holde den klassiske ballet relevant for et stort publikum, siger hun.

Nikolaj Hübbe blev balletmester ved Det Kongelige Teater i 2008 efter en lang periode som solodanser ved New York City Ballet.

Psykisk og fysisk hårdt miljø

Han er også kendt for sin rolle som dommer på tv-programmet "Vild med dans".

Sidste år fortalte en lang række tidligere elever, hvordan de have oplevet et psykisk og fysisk hårdt undervisningsmiljø på Det Kongelige Teaters balletskole.

Efterfølgende sygemeldte Nikolaj Hübbe sig på ubestemt tid, og i foråret meddelte han, at han ikke ville forlænge sin kontrakt, der oprindeligt først skulle udløbe i 2026.

Amy Watson har danset et hav af roller på Det Kongelige Teater. Her som Hjerter Dronning i "Alice i Eventyrland".
Powered by Labrador CMS