Klimavært træder ud af rampelyset
DR-journalist Thøger Kirk trækker stikket for at rejse ud i verden med familien
Tidligere klimakorrespondent og ansigtet på DR's klimadækning Thøger Kirk takker af efter 14 år hos Danmarks Radio.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
Den største gave
- Vi har som familie besluttet at give os selv den største gave, der findes i livet: TID. Simpelthen tid sammen, skriver han i opslaget og tilføjer:
- Jeg ser mine drenge vokse alt, alt for hurtigt. Lige om lidt er de store og gider os ikke rigtig mere.
Tjekker ud i en periode
Han skriver videre, at han har kigget sin hustru, Christina Høgh Selmer Kirk, i øjnene og besluttet at "hoppe af hamsterhjulet i en periode".
Thøger Kirk har ikke lagt planer for, hvad der skal ske i hans videre arbejdsliv.
Først er planen, at familien skal ud at rejse.
Hvor sejler skibet hen
- Jeg lover at dele, hvordan livspausen går her på LinkedIn, og så må vi se, hvor skibet sejler hen, når hverdagen melder sig igen. For skibet sejler snart igen - sikkert hurtigt, men indtil da vil jeg kaste anker. Vi begynder med at rejse ud i verden, skriver journalisten om planerne for den nære fremtid.
Husker rædslerne
Thøger Kirk tager mange markante oplevelser med sig i sit videre arbejdsliv.
- Jeg glemmer aldrig rædslerne i et ebolahærget Liberia, oversvømmelserne i Pakistan eller Breiviks ondskab, det år jeg nærmest boede i Norge, lyder det i opslaget.
Klima, natur og dyr
I foråret 2024 fik han værtstjansen på DR's første klimamagasin, "Jorden kalder", hvor han tog fat i aktuelle emner inden for klima, natur og dyr.
Seerne kan se Thøger Kirk lidt endnu i rollen som vært på programmet, når fire nye afsnit bliver sendt til foråret, skriver han i opslaget.
En fast del
Han glæder sig over, at DR ifølge ham er rykket i en grønnere retning, og at klima er blevet en fast del af DR Nyheders strategi.
I efteråret 2024 overlod Thøger Kirk pladsen som DR's klimakorrespondent til kollegaen Maria Andersen, da han fokuserede sine kræfter på "Jorden kalder".
Thøger Kirk var indlandskorrespondent for DR fra 2015 til 2019, hvor han blev ansat som DR's klimakorrespondent.