Kirsten Siggaard kæmper for at redde synet
Sangerinden venter i uvished efter ny operation med fare for at blive blind på det ene øje
Kirsten Siggaard har kæmpet for at genvinde synet på det ene øje, men de seneste operationer er desværre mislykkedes, hvilket har reduceret synet med hele 90 procent.
Endnu en operation
Lægerne har været rådvilde, og i sidste uge var hun igen under kniven.
- Jeg blev opereret i onsdags, og det er for tidligt at sige noget om resultatet. Skal til check på torsdag, men der skal gå cirka en måned, før vi ved noget. Tror det går hurtigere denne gang, siger den 70-årige sanger og skuespiller til Nyheder.dk.
Koncerter aflyst
I den anledning har Kirsten Siggaard endnu engang måttet aflyse koncerter og andre begivenheder.
- Jeg må ikke kigge på mobiltelefonen, så det er vigtigt at ringe og lægge en besked, lyder det til venner og forretningsforbindelser på hendes Facebook-profil.
Kan miste synet helt
I september fortalte Kirsten Siggaard om de alvorlige komplikationer med øjet.
- Det er så alvorligt, at jeg risikerer at miste synet helt. Der er opstået mange komplikationer, men jeg har stadig tillid til, at de finder en løsning. Det er enten eller nu, afslørede den 70-årige sangerinde ved premieren på musicalen 'Saturday Night Fever' i Falkoner Salen på Frederiksberg.