Kasse-damen til kæmpe fest

Novo Nordisk inviterer 23.000 ansatte til sommerfest på Dyrskuepladsen i Roskilde 

Offentliggjort

Flere tusinde ansatte hos Novo Nordisk står fredag af bussen ved Dyrskuepladsen i Roskilde for at deltage i medicinalgigantens sommerfest.

Det oplyser Novo Nordisk, der forventer, at 23.000 ansatte vil deltage, i et skriftligt svar.

Karavanen af busser kan dog komme til at fylde på vejene omkring pladsen, der også hver sommer er pladsen for Danmarks største musikfestival, Roskilde Festival.

Ankommer med busser

- Langt de fleste ankommer med busser, men vi beklager, hvis der er påvirkninger af trafikken i området omkring festivalpladsen, lyder det fra selskabet.

Den årlige sommerfest har fire scener, hvor flere primært danske kunstnere skal optræde.

Mø er åbningsnavnet på hovedscenen fredag, hvor hun efterfølges af Medina, Benjamin Hav og Familien, inden Novo Family Orchestra lukker festen, skriver Sjællandske Nyheder.

Det sidste navn dækker over musikere som Rasmus Seebach, Topgunn og Burhan G.

Jada optræder på akustisk scene

Mediet skriver også, at Jada og Guldimund vil optræde på den akustiske scene. Den britiske popsanger og nu DJ Craig David indtager en af de andre scener, hvor danske Martin Jensen og Jørgen de Mylius også vil optræde.

Novo Nordisk ønsker ikke at kommentere sommerfesten yderligere, herunder hvad festen kommer til at koste virksomheden.

Noget at feste for

Men der er formentlig en del penge at tage af. Selskabet, der laver medicin til behandling af diabetes og fedme, er de seneste år vokset massivt, og 2024 er startet i samme spor.

Alene i årets første seks måneder har selskabet tjent knap 45,5 milliarder kroner. Novo sælger sine produkter i 170 lande og solgte sidste år for 232 milliarder kroner.

Ved udgangen af juni havde medicinalgiganten globalt tæt på 70.000 ansatte.

17 procent mere end for et år før, og 66 procent flere end fem år tidligere.

Novo Nordisk-ansatte har noget at glæde sig til med Jada til sommerfest fredag.
Powered by Labrador CMS