Jørgen Leth lukker ned: -Jeg vil ikke fortælle om det
Det kan godt være, at kroppen værker, men det gør kreativiteten ikke, lyder det fra den 86-årige filminstruktør Jørgen Leth
Jørgen Leth har trodset sin svækkede balance og dårlige ben og blev ledsaget af en sygeplejerske til uddelingen af Bodilprisen i Folketeatret i København lørdag aften.
- Jeg faldt forleden dag på Nørrebrogade og forstuvede min venstre albue, så det slås jeg med. Og så har jeg balanceproblemer - det har jeg haft længe - men ellers går det godt, lyder det fra Jørgen Leth til den fremmødte presse på den røde løber.
Den 86-årige multikunstner havde trodset besværlighederne for at fejre sin Bodil-nominering.
Han var sammen med medinstruktøren Andreas Koefoed nomineret i kategorien Bedste Danske Dokumentar for "Music for Black Pigeons", som centrerer sig om jazzmusikeren Jakob Bro, men måtte se statuetten gå til Lea Globs "Apolonia, Apolonia".
- Jeg møder op her, som var det min pligt, sammen med mine kammerater for at være med til deres fejring af vores film, siger Jørgen Leth.
- Jeg føler mig meget beæret over, at de gerne vil have, at jeg er her, og det vil jeg gerne. Det er mine kammerater. Det er det. Vi har lavet film sammen i så mange år, og jeg er oppe på et meget stort antal film. Det er mange års arbejde. Jeg kan godt lide at få en del af æren for det, siger han og klukker.
Er hemmelighedsfuld
Det er mere end 60 år siden, at Jørgen Leth instruerede sin allerførste film.
Siden er det blevet til over 40 film alene som instruktør. Blandt andet cykelfilmen "En forårsdag i helvede" og film som "Det erotiske menneske", "Det legende menneske" og "Det perfekte menneske" samt "De fem benspænd" sammen Lars von Trier.
Hvad Jørgen Leth arbejder på for tiden, er et større spørgsmål, svarer han.
- Det ved jeg ikke, om jeg vil svare på. Men jeg har altid et projekt. Men jeg vil ikke fortælle om det.
Det bliver senere, lyder det fra ham.
- Om en måned. Eller to. Eller tre.