Joan Ørting i kano med kæresten
Sexolog og parterapeut Joan Ørting holder en romantisk sommerferie med 25 år yngre kæreste
Sommeren flyder på en strøm af kærlighed for sexolog og parterapeut Joan Ørting, der planlægger en ferie på vandet sammen med sin kæreste, musikeren Rune Ørum.
- Vi kan godt lide at sejle, men vi har ikke lige fundet en båd, som vi kan låne i år, så jeg tror, det ender med at blive en kanotur, fortæller Joan Ørting med smil i stemmen.
Generelt er de som par bare gode til at hygge sig og hænge ud, fortæller hun. De bor ikke sammen, men veksler mellem hinandens baser - hendes hus på Langeland og hans lejlighed på Østerbro i København.
Mere udadvendt
- Det er rigtig dejligt hele tiden at være foranderlige. Her på Langeland går vi ture med hunden, går i haven og spiser landmad, og i København er vi mere sådan: "Hvad skal vi lave fredag aften?". Det er mere udadvendt, lyder det fra Joan Ørting.
Parret mødte hinanden for snart tre år siden til en fredagsbar i Joan Ørtings hus Villa Wilder på Christianshavn, som til daglig danner ramme om hendes forskellige terapeutuddannelser.
Relationen startede
- Det var mig, der spurgte, om han havde lyst til at danse, og den fysiske kontakt var der bare med det samme, så der startede vores relation, mindes hun og fortæller, at hun på det tidspunkt ikke havde haft en kæreste siden bruddet med eksmanden Carsten Islington i 2015 efter 15 års ægteskab.
- Og så mødte jeg Rune, og det er så spændende. Vi er fuldstændig ærlige over for hinanden. Alt kan siges, lyder det fra den 64-årige sexolog, parterapeut og forfatter.
Der er 25 års forskel mellem de to, men det er ikke noget, parret selv lægger mærke til eller går op i. De passer bare godt sammen, lyder det fra Joan Ørting.
- Vi er utroligt ens, og vi hygger os i hinandens selskab, hvad end vi spiller skak og drikker rødvin eller ser "Bachelorette" (realityprogram på TV 2, red.).
Vild med at tale
Og kærligheden lader kun til at vokse, som dagene går.
- Vi er begge meget forelskede i hinanden stadigvæk. Vi kan bare snakke sammen i timevis i telefonen. Vi taler nok i telefon to timer om dagen. Vi er helt vilde med at tale med hinanden og diskutere, hvad der sker i verden, fortæller Joan Ørting.