Jarl Friis-Mikkelsen lægger masken
Tiden som filmskuespiller og tv-vært er sat på pause under satsningen som udøvende på kunstner
Efter 40 år med film og tv har Jarl Friis-Mikkelsen sat den side af sagen på pause for at hellige sig tiden som udøvende kunstner. Det afslørede ’Walter og Carlo’-skuespilleren til Nyheder.dk ved premieren på Zirkus Nemo ved Charlottenlund Fort i København.
- Jeg laver ikke tv lige nu. Jeg har brugt 40 år af mit liv på det. Så det er faktisk skønt ikke at lave det. Nu bruger jeg meget tid på at male, lød det fra den 72-årige tidligere tv-vært.
Passion for maleri
At male er ikke nyt for Jarl Friis-Mikkelsen. Hobbyen har han tidligere holdt helt privat, og det er en passion, som kun dem i den nærmeste vennekreds har været bekendt med. Gennem de seneste år har han dog åbnet op for flere udstillinger med sine værker rundt omkring, og en ny af slagsen er under opsejling.
- Fra 23. august skal jeg udstille i Aston Martins showroom på Østerbro i København. Det er ikke mine biler desværre, understregede den tidligere tv-vært med et smil.
Ny udstilling
Jarl Friis-Mikkelsen har til dette formål malet løs over temaet masker.
- Der er nemlig en tendens til, at vi går med masker, så det er maskelignende udtryk, der gør sig gældende her, forklarede han om de nye malerier.