Jan Hertz 75 år: Droppede ud af skolen
Skuespilleren og instruktøren blev opfordret til at droppe ud af teaterskole. Siden har han bevæget sig i mange kroge af dansk underholdning
Det var indledningen på over 50 år i teaterbranchen, da han som 16-årig startede Sorgenfri Børneteater og skulle administrere og instruere 35 børn.
Jan Hertz var selv begyndt at spille børneteater året forinden.
Livet har budt på op- og nedture. Men manden med de mange talenter har aldrig kunnet lade være med at turde.
- Det giver øretæver, skriver Jan Hertz, der i dag har rundet de 75 år.
Oplevede Poul Reumert
Kærligheden til teater og skuespil startede, da han som seksårig oplevede Poul Reumert i Det Kongelige Teater.
Hellerup-drengen med svensk mor har siden befundet sig på, bag og omkring de skrå brædder.
Cv'et er langt. Rigtig langt.
Som skuespiller, instruktør og foredragsholder er der ikke mange kroge af dansk underholdningsliv, hvor Jan Hertz ikke har sat sit fingeraftryk.
Entertaineren tog teaterkurser og læste retorik og teatervidenskab på Københavns Universitet, inden han i 1973 kom ind på Aarhus Teaters Elevskole.
Ikke sjovt nok
Han blev opfordret til at droppe ud af skolen ét år inde i uddannelsesforløbet.
Men Jan Hertz stod fast og blev efterfølgende chef for Gentofte Scenen og Amager Scenen.
Fra 1999 og to år frem var han underholdningschef i Tivoli i København.
Han opgav jobbet, fordi det ikke var sjovt nok.
Optræder som Dronning Margrethe
Så Jan Hertz vinkede farvel til administration og vendte tilbage til rollen som instruktør og skuespiller ved at medvirke i og iscenesætte en række film og tv-serier samt revyer og cirkusforestillinger.
Han har optrådt som dronning Margrethe i 38 år.
- Jeg står ved, at jeg kan efterligne nogle af de personligheder, der har gjort dybt indtryk på mig, skriver Jan Hertz på sin hjemmeside.
Her kan man også læse om hans soloforestilling inden for komikgenren.
- Man har jo ikke ligget på den lade side - eller kommet sovende til det ... Så det bliver standup!
Forestillingen omhandler fødselarens liv og mange oplevelser på og uden for scenen krydret med parodier af kendte danskere.
Jan Hertz fremhæver også, at han arbejder som coach for blandt andre Danske Bank og Københavns Politi.
Coachingen kan gå ud på at vejlede og instruere medarbejdere til at præsentere sig selv præcist i firmaøjemed, lyder det.
Skuespilleren Jan Hertz fylder 75 år den 8. juli. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix