Hives i retten
Advokat vil nu renses i 'MeToo'-sagen mod Jes Dorph-Petersen, der skal vidne i sagen
En såkaldt advokatundersøgelse spillede en central rolle, da Jes Dorph-Petersen tilbage i januar 2021 blev forvandlet fra feteret nyhedsvært til persona non grata i den danske mediebranche.
Men advokaten bag undersøgelsen fulgte ifølge Advokatnævnet ikke god advokatskik. og fik derfor i november en bøde på 20.000 kroner.
Indbragt for domstolene
Den afgørelse har hun indbragt for domstolene, og tirsdag indleder Østre Landsret behandlingen af sagen.
Og Jes Dorph-Petersen er indkaldt som vidne.
- Jeg ser frem til at afgive vidneforklaring i sagen i Østre Landsret i København i morgen tirsdag, skriver Dorph-Petersen mandag på sin Facebook-profil.
Det var den tidligere TV 2-vært, som i sin tid klagede til Advokatnævnet, der har til opgave at kontrollere, om landets advokater overholder regler og love. Og da nævnets afgørelse kom, var Dorph tilfreds.
Var ikke i orden
- Den proces, TV 2 og Norrbom Vinding udsatte mig for, var ikke i orden. Som det fremgår af Advokatnævnets afgørelse, var dele af den faktisk ulovlig, skrev han i en kommentar til fagbladet Journalisten.
Jes Dorph-Petersen mistede sit job som vært på "Go' Aften Live", efter at TV 2 i januar 2021 besluttede, at Dorph ikke længere skulle være vært på kanalen.
Beslutningen blev truffet efter den eksterne advokatundersøgelse, som skulle kortlægge omfanget af sexisme og krænkelser på TV 2.
Krænkende episoder
I den forbindelse blev Dorph beskyldt for to krænkende episoder i forhold til kvindelige journalistpraktikanter i 2001 og i 2003 i Dorphs pendlerlejlighed i Odense.
Da advokat Yvonne Frederiksen talte med Dorph i forbindelse med undersøgelsen for TV 2, oplyste hun ikke tilstrækkeligt om, hvad det var for bestemmelser og lovgivning, som han skulle have forbrudt sig mod. Det burde hun have gjort, mente Advokatnævnet, som fandt en bødestraf på 20.000 kroner passende.
Advokatfirmaet har ifølge AdvokatWatch sagt, at man er uenig i afgørelsen og har hæftet sig ved, at 6 af Advokatnævnets 15 medlemmer ikke mente, at god skik var tilsidesat.
Landsretten behandler sagen tirsdag og torsdag i denne uge.
Dorph har selv anlagt sag
Jes Dorph-Petersen har i øvrigt selv anlagt en sag mod Yvonne Frederiksen. Dorph mener, at hun har med sin undersøgelse har handlet groft ansvarspådragende, og at hun derfor skal betale erstatning til Dorph.
I efteråret besluttede Københavns Byret, at den sag var så principiel, at den skal behandles ved Østre Landsret i første instans. Jes Dorph oplyser mandag på Facebook, at landsretten endnu ikke har taget stilling til, om den vil behandle sagen, eller om den skal sendes tilbage til byretten.