Har konen med til København

Thomas Eje trives med langt til naboerne, men nu bringer jobbet ham til København. Heldigvis har han sin hustru med. De tilbringer al tid sammen. Også alenetid

Offentliggjort Sidst opdateret

Thomas Ejes Lynægteskab

Thomas Eje friede til Katherine Scrivens tre dage efter deres møde i Las Vegas og blev gift ti dage senere.

Efter 17 år sammen fejrer parret deres ametystbryllup, og Thomas Eje betragter deres forhold som evigt.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tre dage efter at Thomas Eje havde mødt den engelskfødte forfatter og maler Katherine Scrivens i Las Vegas, friede han til hende.

Ti dage efter var de gift.

- Lige meget hvad jeg gør, er det all in. Det er 100 procent - hun har det lige sådan, fortæller Thomas Eje.

- Hendes søster reagerede, lige da hun mødte mig - lige da vi var blevet gift - med at sige: "Åh, nej, så er der to af dem". Lige børn leger bedst.

Skilt fire gange

- Jeg er blevet skilt. Fire gange. Når man møder den rigtige, så er den der. Det sagde bare klik. Bum, den er der. Det kunne jeg mærke. Det kunne hun også, fortæller han.

Selv om det gik hurtigt, ved Thomas Eje, at det er for evigt.

Thomas Eje begrænser sig ikke til at male og stå på scenen som skuespiller, entertainer og musiker. Han er også certificeret dykker, uddannet pilot og har udgivet flere bøger.

Den 24. juli kan parret fejre ametystbryllup efter 17 år sammen som mand og kone.

Fejrer det hver dag

- Vi fejrer det på vores egen lille måde, siger han og tilføjer så:

- Vi fejrer det jo hver dag.

Parret har siden deres første møde været uadskillelige.

Selv alenetid hver for sig tilbringer de sammen, fortæller Thomas Eje.

Hun er med i København

Derfor er hustruen naturligvis med Thomas Eje i København, mens han aften efter aften går på scenen i Glassalen i Tivolis helt egen revy sammen med kapelmester James Price og skuespillerne Rikke Bilde, Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Becker Hilgart og oprindeligt også Lisbet Dahl, der grundet hjerteproblemer nu afløses af Lone Rødbroe.

- Det er hyggeligt. Jeg har jo et vist forhold til det her sted, siger Thomas Eje og klapper på væggen ind til Glassalen.

Årets revyfund

Tilbage i 1985 - for 39 år siden - stod han på selvsamme scene i selvsamme revy, dengang side om side med blandt andre Ulf Pilgaard og Søs Egelind. Han blev kåret til Årets Revyfund og tildelt den prestigefyldte Dirch-medalje, som, hvis der skulle være nogen tvivl, er opkaldt efter Dirch Passer.

Og så har stort set alle show med Linie 3 - Thomas Ejes entertainertrio med Anders Bircow og Preben Kristensen - haft premiere inde i hjertet af forlystelseshaven.

- Det er næsten som at komme hjem. Det er mit teater, siger Thomas Eje højtideligt.

Ærkekøbenhavner

Thomas Eje blev nærmest født ærkekøbenhavner - han er i hvert fald opvokset på Frederiksberg - men for 16 år siden rykkede han tværs over landet til Als.

- Jeg kan godt lide at arbejde i København. Det er fint nok. Men øst, vest - hjemme er godt. Jeg savner mit hjem, siger han åbenhjertigt.

- Vi har lejet en lejlighed her, det er klart. Vi kan ikke køre hjem hver dag. Der er 350 kilometer hver vej. Men vi har nogle fridage i revyen. Der kører jeg hjem - vi har et stort hus og en kæmpe ejendom, vi også skal passe, siger han.

Deler interesse

På den sønderjyske ø er vidderne brede, og der er plads til at svinge malerpenslen, som er endnu en interesse, Eje-ægteparret har til fælles.

Der er langt til nærmeste nabo, så Thomas Eje kan frit spille på de mellem 12 og 14 instrumenter, han anslår at mestre.

- Jeg er i gang med celloen. Den står og griner af mig derhjemme. Det bliver mit næste projekt, tror jeg. Det er et fantastisk instrument, siger Thomas Eje og tilføjer, at det tager mellem tre-fem år at lære.

Passer sig selv

- Jeg spiller fagot i forvejen. Det er sådan set træblæsernes cello. Og jeg har jo spillet noget violin, så celloen kan jeg godt finde ud af. Det er bare at mase på, siger han og fortsætter:

- Jeg bruger mange timer. Det er derfor, jeg bor på landet, så jeg ikke har alle mulige mennesker rendende. Jeg skal ikke ud at spille golf eller til fredagsdruk. Man passer sig selv ude på landet.

Det er også i det sønderjyske, at han lægger navn til flere gallerier med egen kunst, der også er en del af hans repertoire som entertainer.

- Har en livsstil

- Jeg gør det, jeg selv har lyst til, og så håber jeg, at nogle andre synes om det. Det er faktisk den eneste rigtige indfaldsvinkel, jeg synes, man kan have til det, siger Thomas Eje og tilføjer så:

- Jeg har ikke et arbejde. Jeg har en livsstil. Det er sådan, det er. Jeg har lige fået min første folkepension udbetalt i april. Det var skønt - det er første gang, jeg får fast løn - men jeg går ikke på pension.

Når Tivolirevyen har spillet årets sidste forestilling, fortsætter Thomas Eje på farten med showet "Her er de to andre" med Linie 3-makkeren Anders Bircow. 

Preben Kristensen kan de ikke lokke med, selv om de i år kan fejre 45-års jubilæum.

Gamle numre

- Vi laver jo en masse af vores gamle numre, og så fortæller vi en masse historier, folk ikke har hørt før, og hvad vi har oplevet rundtomkring, fortæller Thomas Eje.

Selv om de genopfører en række kendte numre, er der ingen gentagelse over at have været på farten i 45 år.

- Jeg håber, det kommer til at gå godt - jeg vil gøre mit ypperste for det - det er 100 procent benarbejde, siger han og fortsætter:

Aldrig rutine

- Det bliver aldrig rutine, fordi det er et nyt publikum hver gang, og så får man nogle andre relationer. Det er jo også live. Vi er jo ikke maskiner, så det kan variere meget.

- Jeg lavede en gang et onemanshow, som tog 50 minutter. Så lavede jeg nøjagtig samme program senere på aftenen - det tog 29 minutter.

Tivolirevyen spiller frem til 14. juli.

Powered by Labrador CMS