Har ikke mistet modet
Jes Dorph er ikke så optimistisk i jobmæssig forstand efter fyringer, men han har ikke mistet modet
Jes Dorph-Petersen dukkede op til Bakkens Hvile-premieren torsdag aften.
- Fordi jeg i Morten Messerschmidts podcast kom til at nævne, at jeg godt kunne tænke mig at blive inviteret, sagde den kontroversielle tidligere vært til Nyheder.dk ved ankomsten til Bakken ledsaget af samleveren Louise Lehrmann.
Jobbet er fortid
Efter et år som vært på fodboldmagasinet “Vi elsker fodbold” på DK4 meldte Jes Dorph i starten af året ud, at jobbet var fortid på grund af nedskæringer.
Siden er der ikke rigtigt sket noget i jobmæssig forstand.
- Lige nu holder jeg sommerferie. Ja, faktisk har jeg hele tiden sommerferie, fordi jeg ikke har noget at lave, lød det i en frisk tone fra det 65-årige tv-koryfæ.
- Så der er ikke rigtigt gang i noget, men forhåbentlig er der noget under opsejling, sagde Jes Dorph optimistisk.
Krænkende adfærd
I kølvandet på ’MeToo’-bevægelsen blev Jes Dorph-Petersen i 2021 fyret som vært på TV 2 efter en advokatundersøgelse, der afslørede krænkende adfærd over for kvindelige praktikanter for 18 og 20 år siden.
- Selvfølgelig er det en trist baggrund, der har gjort, at jeg ikke har noget at lave. Det er en meget mærkelig verden, vi lever i, konstaterede Jes Dorph, og fortsatte:
- Men jeg er også i en alder, hvor jeg ikke behøver al den larm og turbulens, der var i mit gamle liv på fjernsynet. Jeg var det i 35 år, og det var egentlig rigeligt, fastslog han.
- Reelt er jeg jo stoppet, men man hvad jo aldrig, lød det.