Garth Brooks anklaget for voldtægt

Den amerikanske country-superstjerne sagsøgt af sin tidligere make-up artist

Offentliggjort

En kvindelig make-up artist har ved et civilt søgsmål, indleveret til en domstol i Los Angeles, anklaget den amerikanske country-superstjerne Garth Brooks for voldtægt og andre seksuelle overgreb. 

Det skriver flere internationale medier.

Skulle være sket på hotelværelse

Kvinden, der er anonymiseret som 'Jane Roe' i retsdokumenterne, hævder, at stjernen voldtog hende på et hotelværelse i Los Angeles i 2019, hvor hun var en del af hans crew. 

Hun påstår desuden, at han af flere omgange har blottet sig for hende og taget hende på brysterne, mens hun udførte sit arbejde.

Kvinden kræver nu erstatning.  

Den amerikanske country-superstjerne Garth Brooks.

Afviser alle beskyldninger

Garth Brooks, der hører blandt de allerbedst sælgende country-musikere, afviser blankt alle beskyldninger.

- I de sidste to måneder er jeg blevet chikaneret non-stop med trusler, løgne og tragiske historier om, hvordan min fremtid vil se ud, hvis jeg ikke skriver en check på flere millioner dollars, siger han til Page Six.

En løgnagtig afpresser

Ifølge CNN har Garth Brooks forsøgt at komme kvinden i forkøbet ved at indlevere sit eget søgsmål til en domstol i Mississippi i september.

Her omtaler han hende angiveligt som en løgnagtig afpresser, som forsøger at ødelægge hans professionelle omdømme. 

Powered by Labrador CMS