Følger sin drøm
Efter Christian Degn blev far, er han blevet meget mere skarp på, hvad han vil i livet
Christian Degn er fast inventar på Smukfest, men netop nu er den kendte tv-vært i gang med at stable sin helt egen festival på benene.
Går alt efter planen, lancerer han pinselørdag 2025 festivalen Blå Sol i Randers.
- Det går godt - det går helt vildt godt. Vi har rejst 2,1 millioner kroner på to måneder. Det er på alle måder over vores egne forventninger. Vi er på månen over, hvor meget folk har støttet op, jubler Christian Degn.
Magisk
- Det er vildt fedt at lave, og jeg er så stolt af at være en del af processen. Der er bare et eller andet magisk over at starte en festival fra bunden. For mig er det noget af det mest rock'n'roll, du kan gøre, lyder det fra ham.
Det har været en 20 år lang drøm, der nu går i opfyldelse, om at skabe en festival i Kronjylland, hvor han selv kommer fra.
- Det nytter ikke at sidde og fantasere om det over en Blå Thor. Hvis ikke nogen gør noget, sker der ikke noget, konstaterer Christian Degn.
Bruger døden som motivation
- Jeg bruger døden som en motivation til at gøre det, jeg drømmer om, fordi jeg ved, at turpasset ikke varer for evigt, siger den 45-årige tv-vært.
Christian Degn blev for to år siden far for første gang, da hans forlovede, Trine Johst Vammen, fødte sønnen Vagn ved en planlagt hjemmefødsel i parrets daværende lejlighed i København.
- Det at blive far har gjort, at jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor heldig jeg er at være i live, siger Christian Degn.
Venter andet barn
- Nogle dage ligger jeg i sengen om aftenen og tænker, hvor heldig jeg er at være her - og så tanken om: "Tænk, hvor meget jeg ville gå glip af, hvis jeg ikke var her i morgen og ikke se, hvad der sker med Vagn, hvad der sker med maven, og hvad der sker med livet".
Christian Degn og Trine Johst Vammen venter en lille ny.
Det er et mirakel for tv-værten, som har været meget åben omkring sin dårlige sædkvalitet.
- Det er, som om jeg har fået turpas til verdens fedeste tivoli, og det har i virkeligheden også gjort mig skarpere på nogle valg i livet, siger han og fortsætter:
- Jeg tror, der er mange, der holder døden ud i strakt arm. Men jo hurtigere vi bliver til at erkende, at døden er en præmis, jo bedre kan vi også forestille os, hvor fedt livet kunne have været.
- Følg jeres drøm
- Netop derfor har vi valgt at sige, at så skal vi ikke bo i København mere og løbe som sindssyge for at tage på en dyr restaurant i byen, når vi endelig har tid. Vi vil være tæt på vores familie og er flyttet til Randers.
Ifølge Christian Degn er der måske andre, der går rundt med tanker som hans, men ikke tør at forfølge det af frygt for ikke at kunne få et nyt arbejde og miste sin vennekreds.
Til dem har han en klar opfordring:
- Følg jeres drøm, hvis I kan mærke, at der er et eller andet, der prikker til jer, og at det ville være federe medmindre gæld og at komme tilbage til, hvor I voksede op, tæt på bedstemor og bedstefar, lyder det fra Christian Degn.
Og apropos drømme så vil eventuelt overskud fra Blå Sol gå til andre foreninger med en drøm.
- Det synes jeg, er noget af det fineste, siger han.