Flere danskere bliver væk
Filmen "Barbie" solgte flest billetter i de danske biografer i 2023
Færre indløste billet til en premierefilm i landets biografer i 2023 sammenlignet med året før.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I alt blev der solgt 8,8 millioner biografbilletter til premierefilm i løbet af året, hvilket var over 200.000 færre end året før.
Flere premierer
Der var ovenikøbet flere premierefilm at vælge mellem i løbet af året, hvor 223 film havde premiere i danske biografer.
I 2022 var der 203 premierefilm.
Premierefilm dækker over alle de film, som havde dansk urpremiere i løbet af 2023.
Bedre end corona-år
I coronaårene havde biograferne det svært, og her blev der solgt endnu færre billetter end sidste år.
Det samlede antal solgte billetter, når man også inkluderer film, der ikke havde dansk urpremiere i 2023, var sidste år 9,7 millioner.
Både i 2020 og 2021 lå billetsalget under 7 millioner, hvor det i 2018 og 2019 lå over 12 millioner.
Tager ha-hatten på
Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, bemærker, at billetsalget i 2023 fortsat ligger efter årene før corona.
- Tager vi de positive briller på, ser det dog væsentligt bedre ud end i årene med nedlukninger og restriktioner, og det ser heller ikke ud til, at høj inflation har gjort det helt store indhug i appetitten på at gå i biografen, skriver han i en kommentar til tallene.
"Barbenheimer" topper
Den mest populære film i de danske biografer sidste år var "Barbie", som er instrueret af Greta Gerwig. Den solgte 618.000 billetter.
Den næstmest solgte film var "Oppenheimer", som solgte 456.000 billetter.
På listen over de bedst sælgende film sneg fire danske film sig ind i top ti. Det gælder filmene "Meter i Sekundet", "Når Befrielsen Kommer", "Bastarden" og "Kysset".
Resten af filmene i top-ti er amerikanske film.