Farvel til 'Badehotellet': Nu rejser jeg væk
Flere af skuespiller-stjernerne beretter om et stort savn til seermagneten
Gennem ti sæsoner er TV 2's seere blevet sendt tilbage til sol og sommer, når de i de kolde vintermåneder har kunnet tjekke ind på "Badehotellet".
Men det sluttede efter den sidste sæson løb over skærmen sidste år.
Savner det
I serien portrætterede skuespiller Peter Hesse Overgaard den bekymrede kontorchef Hjalmar Aurland, og her er savnet til seermagneten ikke til at tage fejl af.
- Så tager jeg langt væk uden for landets grænser, fastslår den 70-årige skuespiller, da han bliver spurgt til, hvordan det bliver, når "Badehotellet" ikke ruller skærmen i løbet af vinteren.
Andersens Badehotel
"Badehotellet" havde premiere i 2013 og følger de ansatte og gæsterne på Andersens Badehotel. Den begynder i 1928 og slutter i 1947, og undervejs når de elskede karakterer at opleve både børskrak, en verdenskrig og de første år i efterkrigstiden.
Ti år efter premieren kom de allersidste optagelser i hus. Og her sad følelserne uden på tøjet, beretter den garvede skuespiller.
Fældede en tåre
- Den sidste dag var rørende. Man kunne ikke lade være med at få en tåre i øjnene. Jeg savner det virkelig, siger Peter Hesse Overgaard.
En anden skuespiller, der heller ikke længere skal sætte tid af i kalenderen til at optage den populære serie, er Anne Louise Hassing.
I "Badehotellet" spiller hun Therese Madsen, der er gift med den garvede forretningsmand Georg Madsen i skikkelse af Lars Ranthe.
Helt mærkeligt
- På den måde har 2024 været et helt vildt mærkeligt år, for det var sidste gang "Badehotellet" blev vist. Det er sørgmodigt, men også dejligt, at vi har været der i ti år.
- Så det er mærkeligt. Jeg savner det faktisk. Jeg savner mine kolleger, siger den 57-årige skuespiller og fortæller, at hun og kollegerne heldigvis mødes i andre sammenhænge.
I tykt og tyndt
Mens Therese Madsen i tykt og tyndt fulgtes med ægtemanden, blev Hjalmar Aurland i løbet af serien skilt fra hustruen Helene - skildret af Cecilie Stenspil - der fandt sammen med sin store kærlighed, den kongelige skuespiller Edward Weyse, der i samtlige sæsoner blev besjælet Jens Jacob Tychsen.
Bejlede til ham
Hr. Aurland havde ellers chancen for at finde kærligheden på ny - men havde hovedet så dybt nede i dagens aviser, at han ikke ænser, at lærerinden og den tidligere stuepige Otilia - spillet af Merete Mærkedahl - i adskillige sæsoner bejlede til ham.
Sidste afsnit
De andre må sige det direkte til Aurland. Men der er det for sent. Hun er blevet gift. Men da de ringes ved i "Badehotellets" sidste afsnit, bliver der lagt på med ømhed og sagte smil.
Der er heller ikke meget ærgrelse hos skuespilleren bag den intellektuelle karakter.
Gik sådan set
- Det har jeg det udmærket med, siger Peter Hesse Overgaard om, at hans karakter ikke fandt kærligheden i Otilia.
- Det er ikke noget, han har gået så højt op i eller har savnet. Så det gik sådan set, som det skulle for ham, tilføjer han.
Badehotellet nåede at få ti sæsoner, hvor den sidste blev sendt i foråret 2024.