Elisa Lykke: Parykken er væk
Den 52-årige forfatter chokerede ved afsløringen af sin kræftsygdom ved 'Danish Beauty Awards'
Som ambassadør for Røde Kors dukkede Elisa Lykke op til det årlige 'Klub 10' og 'Klub 100'-arrangement i 'Ragnarock' Roskilde lørdag middag.
Chokerende afsløring
I april gjorde hun sig særligt bemærket ved 'Danish Beauty Awards' i København, hvor hun kom med den chokerende nyhed, at hun havde fået kræft. Efter at have spurgt ud i salen, hvor mange der enten selv havde kræft eller kendte nogen, rakte hun selv hånden i vejret og smed parykken.
Stående applaus
Det skete i forbindelse med prisuddelingen af 'Årets Make-up Produkt' til en humanitær forening, der afholder gratis hudpleje- og makeupkurser for kræftramte kvinder i kemoterapi.
Publikum gav hende efterfølgende stående applaus, hvilket berørte den garvede mediepersonlighed.
Tilbage til livet
Elisa Lykke har været igennem en cancerbehandling, forklarede hun til Nyheder.dk.
- Jeg har det supergodt, og er ude af mit kemoforløb, og nu skal jeg bare tilbage her med ny frisure, sagde den 52-årige forfatter til flere opsigtsvækkende bøger om sexfantasier og PR-agent til flere kendte personer.
– Nu skal jeg snegle mig tilbage til livet. Det har været en voldsom omgang, sagde Elisa Lykke, der bagefter traskede af sted til Roskilde Festival iført gummistøvler.