Detonerer 'Downton Abbey'-bombe
Optagelserne til en helt ny sæson af den populære dramaserie er angiveligt gået i gang
Fans af kultserien 'Downton Abbey' kan allerede nu så småt begynde at glæde sig.
Optagelserne til endnu en sæson af den populære dramaserie, den syvende i rækken, er nemlig i al hemmelighed - og til stor overraskelse for de fleste - sat i gang.
Det skriver Daily Mail.
Premiere i slutningen af året
Serien, hvis seneste sæson havde premiere for over otte år siden, forventes at vende tilbage med nye episoder i slutningen af året på ITV, hvor den også blev sendt fra 2010 til 2015.
Producenterne håber at bringe nogle af de store navne tilbage. Herunder Hugh Bonneville og Michelle Dockery.
Alt er dybt hemmeligt
Der er stort hemmelighedskræmmeri omkring projektet, og de involverede har måttet underskrive fortrolighedserklæringer, skriver Daily Mail.
Mediet nævner også, at seriens skaber, Julian Fellowes, tidligere har givet udtryk for sin begejstring over, at 'Downton Abbey' har bragt så stor glæde til mange.
Desuden, at han aldrig har udelukket, den en dag vil genopstå.
Herhjemme er serien blevet vist på DR1.