- Det ramlede indeni
Man kan godt være et godt menneske, selv om man gerne vil have opmærksomhed, lyder det fra musicalstjernen Johanne Milland
Man siger, at modsætninger mødes.
Det skete, den dag Johanne Milland havde første skoledag på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia tilbage i 2017 og mødte holdkammeraten Nanna Rossen.
- Jeg var meget mere opmærksomhedskrævende, Nanna var mere stille. Men langsomt begyndte vi at nærme os hinanden. Siden har vi fulgtes ad, og nu skal vi også snart samarbejde med hinanden, siger Johanne Milland.
- Ved at være sammen med Nanna er jeg blevet meget mere opmærksom på min egen person, hvem jeg har været, og hvordan jeg er nu. Jeg er blevet meget mere opmærksom på mit væsen i den her proces.
Forenes på scenen
De to veninder forenes på scenen i den kommende opsætning af "Wicked".
Musicalen handler om venskabet mellem to unge kvinder, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: klassens populære pige, Glinda, og outsideren Elphaba, der vækker opsigt med sin grønne hud.
Nanna Rossen spiller Elphaba, mens at Johanne Milland skildrer Glinda.
- Man kan godt være et godt menneske, selv om man gerne vil have opmærksomhed. Og når man finder ud af, at livet måske alligevel ikke handler om at blive populær - hvor skal man så stille sig hen i verden?. Det kan jeg godt genkende, fortæller Johanne Milland.
Er et dejligt sted nu
- Jeg står selv et virkeligt dejligt sted i mit liv nu. Det er lang tid siden, at jeg har haft så meget ro og balance. Jeg har en masse kærlighed, en masse dejlige venner, en dejlig familie, en dejlig kæreste og et dejligt arbejde. Jeg har egentlig ikke noget som helst at beklage mig over. Det skal man bare virkelig huske at værdsætte, for lige pludselig kan det være væk igen.
"Wicked" havde verdenspremiere på Broadway for 20 år siden og har kun været opsat i Danmark en enkelt gang før.
- Det er vanvittigt at få lov til at spille en af de ikoniske kvinder i "Wicked". Det havde jeg aldrig regnet med - og slet ikke nu i min karriere. Det er ret enestående, konstaterer Johanne Milland.
Kan godt pille mig selv ned
Desværre kan euforien også kamme over i en indre udfordring: at tage sin plads på scenen i en musical, der er så elsket, som "Wicked" er.
- Det er virkelig noget, jeg kæmper med hver dag, fortæller Johanne Milland åbenhjertigt.
- Hvis jeg ikke ligesom går ind og tager teten og siger til mig selv: "Du er her af en grund", kan jeg godt pille mig selv ned. Det er lige så meget et mentalt arbejde, som det er at arbejde med manuskriptet. Det tror jeg, bliver et løbende arbejde resten af mit liv, siger den 29-årige performer.
Det er det såkaldte imposter syndrom.
Et selvbedrag, hvor man begynder at tvivle på egne evner og frygter for den dag, andre opdager det.
Tror, mange har det sådan
- Jeg tror, der er rigtig mange, der har det sådan. Både i min profession og på andre arbejder, funderer Johanne Milland.
- Det tror jeg, vi har meget af her i Danmark og ligger latent i os med janteloven: "Du skal ikke tro, du er noget".
Johanne Milland kommer fra den fynske flække Frørup uden for Nyborg. Hun ved ikke helt, hvor interessen opstod - hun kommer ikke fra en synderligt kreativ familie - men hun begyndte at lave amatørteater.
Fandenivoldskhed
Senere fandt hun ud af, at man faktisk kunne forene dramatik med lyrik - og at hvis man dygtiggjorde sig, kunne man også leve af det. Det forstod hendes forældre ikke helt lige i begyndelsen, og hendes lærere opfordrede hende også til at tage en universitetsuddannelse, så hun helgarderede sig.
- Det satte gang i en fandenivoldskhed: "Nej, det skal I ikke bestemme. Jeg skal nok finde min egen vej", genfortæller Johanne Milland.
Forældre har været fantastiske
- Mine tanker og drømme har altid fyldt meget, og efter det gik op for mine forældre, at det var ramme alvor, har de været fuldstændig fantastiske, understreger hun.
- De har hentet og bragt mig og dækket ind for mig til familiefester, når jeg igen ikke kunne være der.
Allerede samme år som Johanne Milland dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2019, fik hun professionel debut på Det Ny Teater. Året efter fik hun sin første store rolle på biograflærredet i "Venuseffekten". En præstation, der imponerede anmelderne og gav hende nomineringer til flere fornemme filmpriser.
Stress
Mens det kulminerede omkring hende, ramlede det indeni hende.
Samtidig med, at hun indspillede dramakomedien, gik hun til prøver på musicalen "Atlantis".
Og der - bam - blev hun overmandet af den stress, hun længe havde forsøgt at holde hen.
- Jeg føler, jeg har en før-stress og en efter-stress personlighed. Jeg tror, at jeg havde brug for at lære de ting, jeg lærte, fortæller Johanne Milland.
Passionen endte med at forfølge hende, længe efter at hun var gået af scenen. Så hun måtte indgå en pagt med sig selv: "Giv den alt, hvad du kan, når du står på scenen, og giv så slip, når du går hjem".
Må gerne lave fejl
- Og så giver jeg mig selv lov til at lave fejl - fejl i anførselstegn - for det er at lege, nørde og undersøge. Jeg ved, at der nok skal være en instruktør, der siger ja eller nej, fortsætter hun.
- Jeg må ikke kigge mig tilbage, for jeg er ikke herre over slutproduktet. Jeg har heller ikke kontrol over, hvad folk tænker om mig, når jeg står på scenen.
Johanne Milland ved - nogenlunde - hvad hun skal reagere på, og hvordan hun kommer det i forkøbet, hvis symptomerne skulle vise sig igen.
Kan dræne mig
- Det kan stadig dræne mig på nogle punkter. Men det hele bliver opvejet af, at det giver mig enormt meget. Men jeg skal finde en balance, kan jeg godt mærke ... Jeg skal være bedre til at holde fri. Det er det, jeg prøver at sige.
Det begynder med erkendelsen.
- Jeg tror virkelig på, at ærlighed, åbenhed og sårbarhed er vejen frem. Vi er alle bare mennesker, og jeg er sikker på, at producenterne gerne vil have det bedste resultat ud af det menneske, de har ansat, siger Johanne Milland.
- Nogle gange er der nogle ting, man har brug for, for at kunne indfri det. For mig har det i hvert fald givet rigtig meget pote.
Johanne Milland har fokus på at passe på sig selv. Især når hun sammenlagt med musicaludgaven af "Askepot", som spillede i foråret, kommer til at være på turné i hele halvdelen af 2024, når "Wicked" ruller.
Kæreste i samme branche
- Heldigvis har jeg en kæreste, som er i samme branche og forstår de skæve arbejdstider. Men vi har da lige kigget hinanden i øjnene og tænkt: "Det skal vi lige finde ud af, for vi kommer til at være meget væk fra hinanden", siger Johanne Milland, der danner par med skuespilleren Alex Høgh Andersen.
Johanne Milland mærker, hun får energi ved at bruge energi og tanke op på kvalitetstid.
- Hvis jeg kommer til at sidde og sumpe i sofaen dagen lang, inden jeg skal på arbejde, kan jeg godt føle, jeg ikke får noget ud af mit liv. Men der er min kæreste rigtig god til at få mig op og i gang.
"Wicked" får premiere på Fredericia Musicalteater 18. september og spiller frem til 5. oktober.
Herefter kommer musicalen forbi Tivolis Koncertsal i København fra 11. til 19. oktober, inden den vender tilbage til Fredericia og spiller fra den 25. oktober og frem til 17. november.