Det har Albert aldrig prøvet før
Til sommer venter helt nye udfordringer
Du kender ham fra tv-skærmen og det hvide lærred, og nu føjer Albert August Harson musicalstjerne til sit voksende cv.
Den 22-årige danske skuespiller, der tidligere bar mellemnavnet Rosin, indtager nemlig de skrå brædder i Broadway-klassikeren "Kiss me, Kate" på Svendborg Teater næste sommer.
Det annoncerer teaterforeningen Sydfyns Morskabsteater, som står bag den nye opsætning.
- Stærkt hold
- Vi er utroligt stolte af at kunne samle et stærkt hold både på og bag scenen til at skabe denne tilbagevendende tradition. Vi glæder os til at udfolde den årlige sommermusical i Svendborg Teaters smukke rammer, siger teaterforeningens formand, Tom Pedersen, i en pressemeddelelse.
Albert August Harson kommer i rollen som Bill Calhoun til at spille over for stykkets to hovedroller, Fred Graham og Lilli Vanessi, som besjæles af henholdsvis operasanger Sibylle Glosted og den erfarne musicalperformer Christian Lund.
Personlige dramaer
Musicalen handler om et teaterkompagni, der er i færd med at opføre Shakespeares komedie "Trold kan tæmmes" på scenen, samtidig med at skuespillernes personlige dramaer udfolder sig bag kulissen
Musicalgenren er ny for Albert August Harson, der som ganske ung blev et kendt ansigt gennem TV 2-julekalenderen "Tinka", hvor han spillede menneskedrengen Lasse.
Siden har han medvirket i flere film, heriblandt "Jomfruer fra rummet" og "Ripple".
Mens publikum endnu ikke har oplevet Albert August Harsons evner ud i sang, så er han ikke uvant i et sæt dansesko.
Fandt sammen privat
Tilbage i 2020 deltog han i underholdningsprogrammet "Vild med dans", hvor han og partneren Jenna Bagge endte på en andenplads.
Efterfølgende fandt parret ligeledes takten privat, og de er nu både gift og venter deres første barn. Så ud over vuggeviser vil den lille ny altså måske også komme til at høre sin far øve sig på strofer fra de klassiske Cole Porter-hits som "Too Darn Hot", "So in Love" og "Why Can't You Behave?", der strømmer gennem musicalen "Kiss me, Kate".
"Kiss me, Kate" har premiere på Svendborg Teater 30. juli 2025.