- Det er jo helt vildt ubehageligt
Ingen må grine eller trække på smilebåndet i nyt underholdningsprogram
Det er en vidunderlig følelse for Rasmus Botoft at stå på en scene og optræde med noget, der får mange mennesker til at grine samtidig.
- Jeg tror, at det er enormt vigtigt at grine sammen, siger han og tilføjer:
- Det er sundt rent fysiologisk og psykisk at kunne løsne op. Der er noget meget befriende over at krakelere.
Gør det hver dag
Den 51-årige skuespiller og manuskriptforfatter har det som en ambition, at han skal grine hver dag.
Det blev også indfriet den dag, han fik tilbudt at være med i det nye underholdningsprogram "Lol: Den der ler sidst", som sendes på streamingtjenesten Prime Video.
- Jeg grinte højlydt, da jeg blev spurgt om det i telefonen. Det er simpelthen for dumt, siger han.
- Alligevel var der noget, der tændte mig, tilføjer han så.
Må ikke selv grine
I den første danske udgave af underholdningsprogrammet dyster ti entertainere mod hinanden om at holde masken. Foruden Rasmus Botoft kan man også opleve Martin Brygmann, Søs Egelind og Nikolaj Stokholm.
De skal få hinanden til at grine, uden at de selv trækker på smilebåndet.
En præmis, som skuespilleren kalder "sindssyg".
- Du står i et rum med ni sjove kolleger, hvor det handler om at få andre til at grine, og så må du ikke selv grine, siger Rasmus Botoft og fortsætter:
Vildt ubehageligt
- Det er jo vildt ubehageligt, at man som kollega ikke må respondere på det, som andre laver, når det er sjovt.
Sofie Linde er vært på programmet, og hun kårer vinderen, som er den, der ler sidst. Den, der får basket de andre af banen, får lov til at donere pengepræmien til en velgørenhedsorganisation efter eget valg.
Rasmus Botoft, der har lavet både teater, tv og film, træder med sin deltagelse i programmet ind på uudforsket grund i realitygenren. Her trækker han på sine erfaringer fra den komik og satire, som han har lavet.
Skuespilleren slog for alvor igennem, da han sammen med kollegaen Martin Buch fik muligheden for at sende satireprogrammet "Rytteriet" hver søndag på DR's P2.
- Fed tid
- Det var en helt vild fed tid, hvor vi bare skrev og skrev, fortæller Rasmus Botoft.
Selv om det tog lidt tid, før makkerparrets lyd gav genklang i danskernes ører, så endte programmet med at blive både til liveshows og tv.
"Rytteriet" blev også der, hvor Rasmus Botoft fik sit folkelige gennembrud, som han selv siger.
- Det tog mig lang tid at fatte, at jeg ligesom blev set som den sjove. Jeg var jo stadig mig, siger han.
Stolt
Det er med stolthed, at han tænker på sit arbejde med satire. Men adspurgt, om det har påvirket hans karriere at være kendt som netop ham den sjove, svarer Rasmus Botoft, at han ikke helt har villet erkende det før nu.
- Jeg har fortrængt det lidt og sagt, at det ikke betyder noget - jeg tror, at det har betydet, at der er nogle, som ikke har turdet at bruge mig til noget alvorligt, siger han.
Da Rasmus Botoft blev uddannet skuespiller, lavede han fis på teateret, men det var med målet om at blive en "seriøs skuespiller".
Mest "ham den sjove"
Det har han også fået lov til at være, men for nogle er han nok mest "ham den sjove", forklarer skuespilleren selv.
- Jeg er blevet foreslået til noget, hvor instruktøren eller produktionen har sagt: "Argh, er det ikke lidt for sjovt?", fortæller Rasmus Botoft.
- Det er jeg egentlig lidt ked af, tilføjer han.
Det skal dog ikke opfattes sådan, at han ikke har fået lov til at vise sin mere alvorlige side frem, understreger Rasmus Botoft.
Hele paletten rundt
Skuespilleren har professionelt været hele paletten rundt. I 2023 spillede han med i tv-serien "En af drengene" og dramadokumentaren "Matadorerne", mens han på Det Kongelige Teater forende det alvorlige med det sjove i forestillingen "Ikke Noget Pis".
Med alvorlig mine skal Rasmus Botoft skabe grin hos både seere og deltagere, når "Lol: Den der ler sidst" får premiere den 29. december på streamingtjenesten Prime Video.
- Det udvikler sig rimelig vanvittigt, teaser han.