Derfor gik det så galt

Efter endnu et skuffende nederlag med det danske grandprix-bidrag må DR lægge ryg til kritiske røster

Offentliggjort

Hvis Eurovision havde været fodbold, var den danske træner blevet fyret for længst.

Sådan skriver Berlingske i kølvandet på, at det danske bud på en Eurovision-vinder, Saba, ikke gik videre til finalen i sangkonkurrencen i Malmø.

Saba deltog for Danmark med sangen "Sand".

Også Politiken peger på DR, som afholder det danske melodigrandprix, som en del af grunden til torsdagens skuffelse i semifinalen.

- Men det er ikke Sabas skyld. Det er Danmarks Radio, der mangler noget. Enten ambitioner, talent - eller begge dele, skriver Politiken i en kommentar.

Vil blive husket

Ekstra Bladet beskriver det som en total nedsmeltning. Avisen hæfter sig ved, at de sange, som gik videre fra torsdagens semifinale, bliver husket - på godt eller ondt.

- Jeg tvivler på, at nogen husker den smule sand, der skulle fejes af scenen, da danske Saba afsluttede sin optræden, lyder det.

Sceneshowet får også kritiske ord med på vejen fra Berlingske. Avisen opfordrer også til, at DR for alvor går i tænkeboks.

- Endnu et år ude i kulden er smerteligt for en stolt grandprixnation som Danmark, skriver Berlingske.

Kedelig stime

Ifølge DR selv er Danmark på nuværende tidspunkt det land, som er gået flest år uden at nå finalen i den internationale sangkonkurrence.

Danmark har ikke nået finalen i Eurovision siden 2019.

Det betyder, at finalen er glippet fire gange i træk, da showet blev aflyst i 2020 på grund af coronapandemien.

Sangerinden Saba, som deltog for Danmark i årets Eurovision, røg ud uden at komme med i finalen. Flere danske aviser kritiserer DR dagen derpå.

Inden den stime havde Danmark kun misset finalen tre gange på 14 år.

Værste tekster

Det amerikanske medie CNN kritiserer ikke DR, men den danske sang.

I en artikel om Eurovision nævner mediet en del af teksten i den danske sang "Sand" på sin liste over "de værste tekster" i årets konkurrence.

Den islandske deltager, Hera Björk, og deltageren fra Aserbajdsjan, Fahree, florerer også på det amerikanske medies liste.

De tre sange har det til fælles, at de indeholder spektakulært klichéfyldte billeder ifølge CNN.

Powered by Labrador CMS