Den er god nok
I modsætning til Inger Støjberg er den røde manke ægte hos skuespilleren Rikke Buch Bendtsen, der skal parodiere den kendte politiker i Tivolirevyen
Endnu en gang parodieres Inger Støjberg i mange af landets revyer, og hun går ikke ram forbi i Tivolirevyen, der får premiere i næste uge.
Her er det Rikke Buch Bendtsen, der skal stå for løjerne, og hun har noget, hun gerne vil understrege.
- Mit hår er ægte rødt, men Inger Støjbergs er ikke. Som uddannet frisør kan jeg se sådan noget, afslørede den 51-årige skuespiller til Nyheder.dk ved pressemødet torsdag i Tivoli Glassalen.
Det glider nemmere
Og det bliver ikke første gang.
- Jeg har faktisk parodieret hende et par gange blandt andet i Rottefælden Svendborg, og næsten hver gang har det været med musikalsk underlægning. Så glider det lidt nemmere, når det både er tale og sang, forklarer skuespilleren, og erkender, at hun ikke er den store parodist.
- Jeg har mange kolleger, der er meget bedre end jeg på det punkt, men jeg har kigget lidt på hendes gang og gestikken. Så skruer jeg lidt op for det, forklarede hun om opgaven.
Det er første gang, at hun laver revy i København.
- Så jeg behøver ikke køre ud i landet, men kan cykle til og fra arbejde fra min kolonihave, og kan sove i min egen seng hver aften. Det bliver dejligt, sagde hun, der efter Tivolirevyen skal på turné.
- Det skal ske med min soloforestilling ’Jeg fortryder intet, vel? og som jeg lavede sidste år på Café Liva. Det er et stykke over Edith Piafs sange.