De står solidt i konkurrencen

Disse tre 'Vild med Dans'-par kæmper om sejren fredag aften

Offentliggjort

Når finalen i Vild med dans sæson 21 løber af stablen, er der en klar favorit, hvis man spørger Danske Spils eksperter. 

Med tre par tilbage i konkurrencen spår 'Oddset'-eksperten Mathias Reimer Larsen, at 19-årige Anna Munch står med de bedste kort på hånden til at løfte trofæet.

Stærk kombination

Allerede inden første dans lagde Danske Spils oddssættere mærke til en tendens:

 Kombinationen af at være skuespiller og influencer giver ofte en stærk fordel i 'Vild med dans', og med erfaring fra begge verdener har Anna Munch ifølge eksperterne en klar fordel.

- Anna Munch har en naturlig evne til at performe, og er vant til at stå foran kameraet, hvilket gør hende ekstra stærk i konkurrencen. Men det er ikke kun talent, der bærer hende frem. Hun har også en imponerende arbejdsmoral, siger Mathias Reimer Larsen.

Det gør forskellen

Ifølge eksperten spiller Annas unge alder også en rolle.

- Som feltets yngste deltager lærer hun måske hurtigere nye trin og moves. Det er lidt ligesom at lære at cykle – børn og unge har en fordel, fordi de tilegner sig nye færdigheder hurtigere, forklarer oddssætteren.

Men selvom Anna Munch har både alder, talent og erfaring på sin side, betyder det ikke, at sejren er sikret. Konkurrencen afgøres af seerne, og her spiller popularitet og stemmetal også ind.

Rasmus Staghøj, Asta Björk, Malene Østergaard, Morten Hemmingsen, Eugen Miu og Anna Munch er klar til finalen fredag aften.

Det tror seerne på

Danske Spils oddssættere har fulgt kundernes spil tæt, og her er mønstret tydeligt. Næsten dobbelt så mange 'Oddset'-spillere tror på Anna Munch som vinder sammenlignet med konkurrenterne Rasmus Staghøj og Morten Hemmingsen.

- Når vi kombinerer seernes stemmer og dommernes vurderinger, peger alt på, at Anna Munch tager førstepladsen, mens Rasmus Staghøj sniger sig ind på andenpladsen foran Morten Hemmingsen. Selvom Morten teknisk set er konkurrencens næstbedste danser, er seernes stemmer afgørende, vurderer Mathias Reimer Larsen.

Den afgørende finale

Med disse odds og eksperters vurderinger ser Anna Munch ud til at have en gylden mulighed for at vinde 'Vild med dans'. Men som altid i den populære dansekonkurrence kan alt ske, når finalen spidser til, og seerne får det sidste ord.

Powered by Labrador CMS