Dansk trekløver involveret i ikonisk gyser
Der er hele tre danskere har fået plads på holdet til den oscarvindende instruktør Guillermo del Toros kommende filmatisering af "Frankenstein"
Den mexicanske mesterinstruktør Guillermo del Toro kaster dansk stjernedrys over sin kommende filmatisering af Mary Shelleys mere end 200 år gamle gyser om videnskabsmanden Victor Frankenstein.
Nikolaj Lie Kaas slutter sig til castet, som også består af Lars Mikkelsen foruden den dobbelte Oscar-vindende stjerneskuespiller Christoph Waltz, Game of Thrones-stjernen Charles Dance og skuespilleren Oscar Isaac, som indtager titelrollen.
To af mine yndlingsdanskere
Det afslører Guillermo del Toro med et billede delt på det sociale medie X - tidligere kendt under navnet Twitter.
På billedet er også den danske film fotograf Dan Laustsen.
- To af mine yndlingsdanskere, skriver Guillermo del Toro til billedet af ham, Nikolaj Lie Kaas og Dan Laustsen.
Rollen ikke afsløret
Den 59-årige instruktør er verdensberømt for at have været involveret i prisvindende film som "Pans Labyrint" og "The Shape of Water".
Det fremgår ikke, hvilken rolle Nikolaj Lie Kaas skal spille i filmen.
Den 50-årige skuespiller har tidligere haft internationale roller i filmatiseringen af Dan Brown-thrilleren "Engle & dæmoner" og den historiske serie "Britannia".