Dansk dokumentar bliver til storfilm
'Jagten på den forsvundne Leonardo' bliver til en serie med Oscar-vinderen Julianne Moore i hovedrollen
Den dansk-instruerede dokumentar "Jagten på den forsvundne Leonardo", som beskriver et af kunstverdenens største mysterier, skal filmatiseres.
Det bliver med den Oscar-vindende superstjerne Julianne Moore på rollelisten og som seriens executive producer.
Det skriver det amerikanske medie Deadline.
Ny instruktør
Mens det er danske Andreas Koefoed, som står bag "Jagten på den forsvundne Leonardo", skal dokumentaren filmatiseres af instruktørerne Glenn Ficarra og John Requa.
"Jagten på den forsvundne Leonardo" handler om Leonardo da Vinci-maleriet "Salvator Mundi" - latinsk for "Verdens frelser". Det blev solgt for 450 millioner amerikanske dollar i 2017 og fik det hidtil højeste hammerslag nogensinde for et maleri.
Maleriet blev oprindelig købt for - til sammenligning - sølle 1175 dollars på en auktion, hvor nogle købere opdagede, at det potentielt kunne være det ægte da Vinci-værk, man ellers troede var gået tabt.
Kan være originalen
Billedet var så medtaget, at de fik det restaureret. Og her dukkede flere tegn op på, at det ifølge eksperter kunne være originalen.
Julianne Moore skal portrættere den virkelige kunstkurator, som begyndte at undersøge, om maleriet var et ægte da Vinci-værk.
Billedet blev solgt for omkring 2,9 milliarder danske kroner - angiveligt til en saudiarabisk prins, der ville udstille det.
Men siden meddelte museet Louvre Abu Dhabi, ifølge Politiken, uden nogen begrundelse at det alligevel ikke ville ske.
Dukkede op og forsvandt
Siden ved ingen, hvor "Salvator Mundi" er blevet af - eller om det overhovedet var det ægte maleri, der dukkede op og siden forsvandt.
Leonardo da Vinci, der blev født i Italien i 1452 og døde i Frankrig i 1519, betragtes af kendere som en af de største høj-renæssancekunstnere.
Han var maler, billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder. Blandt hans hovedværker står foruden "Salvator Mundi" og "Mona Lisa" også "Den Vitruvianske mand" og "Den sidste nadver".