Bog om giftskandale bliver til TV-serie

Da Kim Blæsbjerg var klar til at skrive om sin hjemstavn, væltede succesen ind. Nu vil han glemme den for at fokusere på næste bog

Offentliggjort

Succesen med 'De bedste familier'

Kim Blæsbjergs roman 'De bedste familier' har solgt over 25.000 eksemplarer og vundet flere priser siden udgivelsen sidste år.

Bogen, inspireret af Cheminova's historie i Lemvig, skal nu omdannes til en tv-serie.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Allerede inden Kim Blæsbjerg udgav bogen "De bedste familier", havde han en fornemmelse af, at han havde fat i noget stort.

Men at den ville blive så stor en succes, havde han nok alligevel ikke turdet at håbe på.

Romanen, der blev udgivet sidste år og er inspireret af historien om Cheminova, der i 1953 flyttede sin produktion til Harboøre Tange ved Lemvig, har vundet flere priser, solgt over 25.000 eksemplarer og skal laves til en tv-serie.

Kim Blæsbjerg, der 4. juni fylder 50 år, er selv opvokset i Lemvig, og romanen har efter eget udsagn rumsteret i hans hoved i tyve år. 

Har krævet tilløb

Men det har krævet tilløb at skulle skrive om sin hjemstavn, har han fortalt.

- Vi er nogle, der er vokset op med, at man ikke skal vise andre de problemer, der er i en familie, på en egn eller en arbejdsplads, sagde han ifølge TV Midtvest i august sidste år på Kulturmødet Mors.

Kim Blæsbjerg modtog i februar prisen "De Gyldne Laurbær" for sin bog "De bedste familier". Den 4. juni fylder han 50 år.

- Det kan man ikke være bekendt. Det har siddet dybt i mig, lød det.

Kom med en høj pris

Kim Blæsbjerg flyttede i 1994 til København og gik på Forfatterskolen og blev siden cand.mag. i dansk. 

Han debuterede i 2002 og har siden skrevet en række romaner og undervejs modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat.

I "De bedste familier" følges to familier, som oplever det liv i byen, som fabrikken skabte, da Cheminova flyttede til Lemvig.

Men prisen er høj. Medarbejderne udsættes for forgiftning, der sker forurening, mens der hersker en tavshedskultur.

Gyldne Laurbær

I februar fik Kim Blæsbjerg prisen "De Gyldne Laurbær", der uddeles af landets boghandlere, for bogen. Nu er han på vej med en efterfølger. Målet er, at den skal blive endnu bedre - men i bevidsthed om, at det bliver svært.

- Det klogeste for mig vil være at spekulere så lidt som muligt på den slags ting, for ellers retter jeg ind efter, hvad jeg tror, at folk gerne vil have, og så kan handlingen virke for spekulativ.

- Derfor skal jeg glemme, hvordan det er gået med den første - og så bare dykke ned i arbejdet med den næste, har han sagt til Folkebladet Lemvig.

Kim Blæsbjerg bor i København med sin kone og deres to børn.

Powered by Labrador CMS