'Badehotellet': -Noget mærkeligt noget
Peter Hesse Overgaard beskriver succes-serien som noget helt usædvanligt for en skuespiller
Skuespilleren Peter Hesse Overgaard var i et helt andet ærinde, da han for over ti år siden var forbi producenten af 'Badehotellet'.
Han så tilfældigvis projektet på tegnebrættet, og blev bagefter tilbudt rollen som Hjalmer Aurland.
Flotte seertal
Det er siden blevet til ti sæsoner med succes-serien, der undervejs er hædret med flotte seertal og publikumspriser.
Men nu lukker 'Badehotellet' snart, og Peter Hesse Overgaard har afsluttet en epoke i sin karriere.
- Vi blev jo hånet lidt i starten, også blandt kolleger, der syntes, at det her 'Badehotellet' var da noget mærkeligt noget. Men det overkom vi, siger han.
- Når man går i gang, så går man jo bare 100 procent ind i det, og giver den alt, hvad den skal have. Så det var ikke sådan, at vi blev glædesløse eller mistede modet på noget tidspunkt. Det har jeg slet ikke følt, fortæller han videre om serien.
Med de sidste ni afsnit, der kører hver søndag på TV 2, er afslutningen nær.
Vemodigt i april
- Det skulle jo komme. Men det er da lidt vemodigt. Det bliver det helt sikkert også her til april, hvor vi plejede at gå i gang, siger han, der fylder 70 år til maj.
- Det tror jeg, fordi det har været en usædvanlig god produktion og usædvanligt godt styret og tilrettelagt. Og så har vi været heldige at have så godt et hold af folk, der har været så glade for hinanden både skuespillere imellem, filmholdet imellem og skuespillerne og filmholdet imellem, lyder det.
Intet nyt
- Det kan man jo også se ved, at der er så mange, der har været med i så mange år, siger han, der endnu ikke har nyt i støbeskeen.
- Nu er der en pause, og så må jeg se, hvad der kommer. Sådan har det jo altid været. Men det her kommer nok ikke igen med en produktion på ti år. Det tror jeg ikke. Det er helt ekstraordinært.