Anne Marie Helger: En tung dag

Den 78-årige skuespiller mindes Erik Clausen ved bisættelsen i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård

Offentliggjort

Den 30. oktober døde skuespiller, filminstruktøren og gøgleren Erik Clausen i en alder af 82 år efter længere tids sygdom.

Og her til eftermiddag bisættes han fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård i København, hvor mange kigger forbi for et sidste farvel – herunder skuespilleren Anne Marie Helger.

Dør som fluer

- Vi har jo mistet stifteren af det dårlige selskab. Det er tungt, og vi dør som fluer. Det er svært at miste nogen, man har kendt så længe, siger den 78-årige skuespiller ledsaget af kollegaen Peter Larsen til Kendte.dk ved ankomsten til ceremonien.

Mange minder

- Jeg har så mange minder, og nogle af dem er, at vi skændtes så det bragede, fortsætter hun med et smil i relation til, at hun har haft et nært samarbejde på film med afdøde.

- Vi skændtes om mange ting. Om det var for meget eller for lidt, det han lavede, og hvem der skulle sige hvad.

Mindre god

Hendes ledsager Peter Larsen supplerede med sit minde.

- Erik var fantastisk, når han skulle spille sig selv, men mindre god, når han skulle spille andre. Så blev det loddent, men som Erik Clausen var det mageløst og uden for kategori.

Erik Clausen nåede at indspille 14 film, og i sine sidste dage kæmpede han blandt andet med Parkinsonsygdom.

Anne Marie Helger kom for et sidste farvel til sin mangeårige kollega.
Powered by Labrador CMS