Anna Munch: Det laver hun ved siden af dansen
’Vild med Dans’-deltageren trækker gennemsnitsalderen ned
Antallet af teenagere, der har deltaget i ’Vild med Dans’ gennem årene, kan tælles på én hånd.
I denne sæson stifter seerne bekendtskab med en af slagsen, nemlig 19-årige Anna Munch, der blev student i sommer.
Fredag sprang hun ud på dansegulvet sammen med den 25-årige dansepartner Eugen Miu, og de to har klart den laveste gennemsnitsalder blandt danseparrene.
Klar til nye udfordringer
- Jeg glæder mig til at prøve det af og have det sjovt. Alle udfordringer er velkomne, sagde Anna Munch til Nyheder.dk forud for premieren på dansekonkurrencen.
Den unge influencer og skuespiller er især kendt fra serierne 'Julefeber' og 'Tinka og Sjælens Spejl', og hun er også en stærk profil på sociale medier som TikTok og Instagram.
Derudover har hun sit eget tøjmærke.
Mode og skuespil
- Det er sjovt at spille, men jeg tror bare, at min fremtid ligger et andet sted, fortsatte Anna, der med sin succesfulde tilstedeværelse på sociale medier kan leve af sit arbejde.
- Jeg elsker det, jeg laver, så jeg klør på, forklarede hun, og afslørede samtidig, at hun også medvirker i filmen 'Smukkere', der får premiere til næste år.
Her spiller hun sammen med sin gode veninde, Flora Ofelia, der i fredags oplevede veninden i aktion fra tilskuerpladserne.
Masser af mod
Selvom Anna ikke har nogen danseerfaring, går hun til opgaven med åbent sind.
- Jeg vil bare være mig selv, og så håber vi det bedste, sagde hun, mens dansepartneren Eugen Miu havde høje forventninger.
Partnerens tillid
- Vi klingede med det samme. Hun er lærenem, hårdtarbejdende og tager gerne en udfordring op, sagde Eugen, der tidligere har deltaget i 'Vild med Dans'.
For to år siden dansede han med sangeren Andrea Lykke Oehlenschlæger, som måtte trække sig tidligt i forløbet på grund af graviditet.