Afsløring: Kæmpe rolle til Kim Bodnia 

Den 59-årige skuespiller har god gang i den internationale karriere, og nu skal han spille overfor Brad Pitt

Offentliggjort

En ny film, som centrerer sig omkring Formel 1, er på vej, og her racer den danske skuespiller Kim Bodnia ind på rollelisten, der har et stjernespækket cast bestående af superstjerner som Brad Pitt og Javier Bardem samt The Crown-skuespilleren Tobias Menzies.

Det skriver det amerikanske medie Variety.

Filmen har endnu ikke fået nogen titel. Men den har allerede fået en premieredato, og det bliver den 27. juni næste sommer.

En uerfaren kører

Det er uklart, hvilken rolle Kim Bodnia har. Ifølge det danske medie Soundvenue spiller Brad Pitt i filmen en tidligere racerkører, der vender tilbage til Formel 1 på holdet APXGP, hvor han får følgeskab af en uerfaren kører.

Filmen er blevet optaget ved en række rigtige Formel 1-løb rundt omkring i verdenen, og Formel 1-mesteren Lewis Hamilton er medproducer på projektet, skriver mediet.

Formel 1-filmen instrueres af Joseph Kosinski, som også stod bag kameraet på "Top Gun: Maverick", der havde Tom Cruise i hovedrollen.

Rollen i den kommende Formel 1-film er endnu en tilføjelse til Kim Bodnias internationale cv.

Fornemme filmpriser

Tidligere har den 59-årige skuespiller blandt andet medvirket i seriesuccesen "Killing Eve" og i talkshowværten Jon Stewarts instruktørdebut, "Rosewater" .

I Danmark fik den Bafta-nominerede danske stjerneskuespiller sit gennembrud i 90'er-succeserne "Pusher" og i "Nattevagten", som indbragte ham flere fornemme filmpriser.

Han genoptog sin glansrolle fra sidstnævnte film i efterfølgeren, "Nattevagten - dæmoner går i arv", som havde premiere sidste år - knap 30 år efter den første film.

Bodnia og Brad er på rollelisten på en kommende stor satsning fra streaminggiganten Apple i samarbejde med Warner Bros. Pictures.
Brad Pitt og Kim Bodnia skal spille sammen i en film om Formel 1.
Powered by Labrador CMS