Afsløres på forbryderfoto
Politiet har har offentliggjort et billede og sigter sangstjernen Justin Timberlake for spirituskørsel efter for mange Martini'er
Et forbryderfoto af verdensstjernen Justin Timberlake går verden rundt.
Billedet er blevet taget af politiet, i forbindelse med at hitmageren blev anholdt for spirituskørsel natten mellem mandag og tirsdag amerikansk tid.
Kørte over for rødt
Justin Timberlake, der er kendt for sange som "Cry Me a River" og "Can't Stop the Feeling", blev stoppet af betjente i Sag Harbor i delstaten New York efter at have kørt over for rødt lys i sin grå BMW og havde problemer med at holde sig inden for sin vejbane.
Det skriver Ekstra Bladet, der henviser til New York Post, som har fået indsigt i sagens anklageskrift.
Blodsprængte øjne
I anklageskriftet beskriver betjentene, der var på stedet, at Justin Timberlakes øjne var "blodsprængte og glasagtige", at hans ånde lugtede kraftigt af alkohol, og at han var usikker på benene og havde svært ved at fokusere.
Selv hævdede sangeren, som er blevet løsladt igen, at han kun havde drukket en enkelt martini, før han satte sig bag rattet.
Skal optræde i Royal Arena
Tirsdag mødte Justin Timberlake op i retten i Suffolk County. Ifølge Ekstra Bladet er der planlagt et nyt retsmøde i sagen 26. juli.
Datoen falder sammen med hans turné, "The Forget Tomorrow World Tour", der kommer til Europa til sommer.
Den bringer ham til Danmark den 29. og 30. august, hvor han skal optræde i Royal Arena i København.