90'er-stjerne får chefstilling

Dub-I-Dub-sangeren Pernille Georgi bliver redaktør på radiokanalen VLR, hvor hun allerede er vært

Pernille Georgi bliver redaktør på VLR

Pernille Georgi er udnævnt til ny redaktør på radiokanalen VLR, hvor hun allerede er vært.

Hun skal hjælpe med at videreudvikle kanalen, der har 189.000 ugentlige lyttere i Syddanmark.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Pernille Georgi ifører sig endnu en kasket på VLR. Hun er blevet udnævnt til radiokanalens nye redaktør.

Det oplyser JFM - Jysk Fynske Medier - i en pressemeddelelse.

- Det var nærmest et folkekrav fra lytterne at få Pernille tilbage i radioen som vært. Siden har hun gjort en kæmpe indsats for VLR som morgenvært, så det er kun naturligt at give hende mere ansvar som redaktør, siger direktør Søren Bygbjerg i pressemeddelelsen og fortsætter:

Sange til hjertet

- Vi relancerede kanalen sidste år med ny musikprofil, sendeplan og sloganet "Sange til hjertet". Nu skal Pernille hjælpe os med at videreudvikle og drive kanalen som redaktør med det daglige indholdsansvar.

Pernille Georgi, som selv laver musik med søsteren Susanne i eurodance-duoen Me & My, som har storhittet med 90'er-bangeren "Dub-I-Dub", vendte sidste år tilbage som vært på VLR efter en periode væk fra æteren.

Når Pernille Georgi ikke sidder bag mikrofonen som morgenvært på VLR, står hun på scenen sammen med sin søster Susanne Georgi i eurodance-duoen Me & My, som har storhittet med nummeret "Dub-I-Dub". (PR-foto).

Giver endnu mere blod på tanden

- At jeg nu træder ind i rollen som redaktør på VLR, der i den grad føles som mit helt eget hjertebarn, giver mig bare endnu mere blod på tanden i min lille mission om at gøre verden til et bedre sted at være, siger Pernille Georgi i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg er dybt taknemmelig for, at JFM giver mig muligheden for at udvikle mig i en branche, der til tider er benhård og uforudsigelig, men samtidig er enormt givende at færdes i.

En af landets største

Med tilføjelsen af Pernille Georgi er redaktørholdet i JFM Lyd komplet. 

Hver af koncernens radiokanaler har nu sine egne redaktører: Louise Lund på Skala FM, Kenny Jensen på Classic FM og Peder Toft på Radio Viborg, oplyser mediekoncernen.

Ifølge JFM er VLR, som ligger i Vejle, en af landet største regionale radioer med 189.000 lyttere om ugen i Syddanmark.

Powered by Labrador CMS