90-årige Ghita Nørby fejret med stil
Kendte gæster strømmede til 'Matador'-skuespillerens runde fødselsdag. Se billederne herunder
Ghita Nørby var lørdag midtpunkt for en storslået fejring på 'Havarthigaarden' i Holte, hvor hun markerede sin 90-års fødselsdag omgivet af venner, familie og kollegaer.
Så meget kærlighed
- Det har jeg glædet mig til. Det føles helt fantastisk vidunderligt at modtage så meget kærlighed, sagde Ghita Nørby, da hun ankom til festlokalerne i Nordsjælland.
Var rørt
Ghita Nørby, der er en af Danmarks mest elskede skuespillere, var rørt over dagens mange varme hilsener.
Fyldt med glæde
- Jeg er dybt taknemmelig og fyldt med glæde. Der har været sjov og ballade og vidunderligt, lød det fra fødselaren.
Kendte gæster
Af de 118 gæster, der deltog, var der mange kendte ansigter - herunder Søren Østergaard, Michael Meyerheim, Clement Kjersgaard, Sonja Oppenhagen og Preben Kristensen.
Sidstenævnte er blevet nær ven med hende i tidens løb.
Min yndlingsfilm
- Når vi taler om Ghita, så tænker jeg på ’Baronessen fra Benzintanken’ (dansk komedie fra 1960, red.). Det er selvfølgelig min yndlingsfilm, og vi skal se den igen i aften, sagde 'Linje 3'eren'.
Har tre børnebørn
Hendes eneste søn, 60-årige Giacomo Campeotto, deltog også sammen med sin færøske kæreste og deres lille søn Einar på tre år. I forvejen har han to andre børn fra et tidligere forhold, så Ghita Nørby er farmor til tre.