70 år: Stemmen er særlig

Det er over fire årtier siden, at den amerikanske skuespillerinde Kathleen Turner fik sin første rolle i en spillefilm

Offentliggjort

Kathleen Turner fik sin debut på lærredet som femme fatale i rollen som den forførende og ubarmhjertige Matty Walker i filmen "Høj puls" fra 1981.

I filmen har hun en hed affære med advokaten Ned Racine, som hun vil have til at dræbe sin mand, der står i vejen for affæren.

Den amerikanske skuespillerinde Kathleen Turner fylder 70 år onsdag idag

Hendes dybe og ru stemme blev hendes særlige kendetegn.

Den stemme fik seerne især stiftet et nært bekendtskab med i filmen "Hvem snørede Roger Rabbit?" fra 1988.

Sexet fiktiv figur

Filmen rummer både rigtige skuespillere og animerede tegnefilm-figurer. Kathleen Turner har lagt stemme til filmens sexede fiktive figur Jessica Rabbit.

Andre film, som hun har haft en rolle i, er blandt andre "Nu går den vilde skattejagt" fra 1984, "Peggy Sue blev gift" fra 1986 og "Masse-Mor" fra 1995.

Kathleen Turner har desuden spillet karakteren Chandler Bings crossdresser-far Charles Bing i tre episoder af serien "Friends".

Chandler Bing blev spillet af den nu afdøde skuespiller Matthew Perry.

Senest har Kathleen Turner haft mindre roller i tv-serierne "The Kominsky Method" og "White House Plumbers".

Skuespiller og forfatter

I 2018 udgav hun en lærebog om det at være skuespiller.

Bogen tager udgangspunkt i hendes egen karriere og roller gennem tiden.

Hun kan dermed kalde sig både skuespiller og forfatter.

Kathleen Turner beskriver desuden sig selv som en aktivist.

Hun sidder i bestyrelsen i flere organisationer - deriblandt People for the American Way, Planned Parenthood og The International Human Rights Art Movement. Det skriver hun på sin hjemmeside.

Flyttede til London

Kathleen Turner blev født i Springfield i den amerikanske delstat Missouri. Som teenager flyttede hun med sin familie til den britiske hovedstad, London.

Familien flyttede tilbage til USA, efter at hendes far døde.

I 2016 skrev det amerikanske sladdermedie Page Six, at Kathleen Turner havde købt en ejerlejlighed i bydelen Tribeca i Manhattan, New York City.

Kathleen Turner har tidligere været gift med Jay Weiss, der er ejendomsudvikler.

Sammen har de en datter - den 36-årige skuespillerinde Rachel Ann Weiss.

Skuespillerinde Kathleen Turner har også skrevet en lærebog om det at være skuespiller.
Powered by Labrador CMS