Sport

Karen Brødsgaard stopper som assistent i Odense

Karen Brødsgaard stopper som assistenttræner i Odense Håndbold, når kontrakten udløber efter denne sæson.

Efter tre år som assistenttræner for Odenses håndboldkvinder stopper Karen Brødsgaard til sommer. Det oplyser klubben mandag på sin hjemmeside.

Karen Brødsgaard var blandt andet med til at føre klubben til DM- og pokalguld i sæsonen 2020/2021.

Hun er glad for at arbejde under træner Ulrik Kirkely og med Kristian Danielsen som den anden af klubbens assistenttrænere.

Uden at komme nærmere ind på det, antyder Brødsgaard, at Odense vil ændre på nogle ting i trænerteamet.

– Samarbejdet med Kristian, Ulrik og det øvrige trænerteam har også givet mig nogle gode værdier, som jeg tager med videre. Det team, som vi har, er enestående og er en medvirkende årsag til, at jeg går glad på arbejde.

– Klubben har nu ønsket at sadle om, og den beslutning har jeg selvfølgelig respekt for, siger Brødsgaard til klubbens hjemmeside.

Derudover kalder hun det for en fantastisk tid i Odense.

– Idéen med at være tre trænere har været givtig. Jeg synes, vi har sat et godt aftryk, og samarbejdet mellem os trænere har båret frugt.

– Jeg er stolt over den kultur, vi har fået søsat på holdet. Vi har fået spillerne til at ro i samme retning og fået det til at fungere i en større sammenhæng. Det er jeg glad for at kunne give videre, siger hun.

Odense-direktør Lars Peter Hermansen takker Brødsgaard for indsatsen.

– Karen har meget stærke kompetencer fagligt såvel som menneskeligt. Hun har gjort en enorm stor indsats for vores klub og har været med til at forme den kultur, som vi har fået bygget op på holdet, siger direktøren.

/ritzau/

Back to top button