Kapitalfonde tager hul på retsopgør om millionerstatning
En omstridt handel af ismaskinefabrikken Gram er rammen for et retsopgør, som begynder onsdag.
Onsdag tørner de to kapitalfonde FSN og Procuritas sammen i et retsopgør i Sø- og Handelsretten med en lang række advokater på begge sider.
Striden peger tilbage til en omstridt handel af ismaskinefabrikken Gram.
Det fremgår af flere hundrede siders påstandsdokumenter, som parterne har indleveret til retten, som Ritzau har set.
I 2018 købte FSN ismaskinefabrikken Gram af Procuritas for 900 millioner kroner. Men kort tid efter viste Grams regnskab for 2017 et underskud på over 100 millioner kroner.
To år senere blev FSN tilkendt en erstatning på 650 millioner kroner for svig under salget. Men de penge har kapitalfonden aldrig fået.
– Spørgsmålet i denne sag er derfor ikke, om der er udvist svigagtige og grove retsstridige dispositioner af Procuritas’ repræsentanter, lyder det i påstandsdokumenterne fra FSN.
I stedet handler sagen om, hvorvidt man kan stille Procuritas’ repræsentanter til ansvar, skriver advokaterne.
Derfor hiver man nu Procuritas og den tidligere ledelse af Gram i retten.
Spørger man Procuritas har FSN ikke krav på en voldgift fra en af deres fonde. Den erstatning skal de have af selskabet Green Magnum, som var Grams ejer frem til salget.
Ifølge påstandsdokumenterne fra Procuritas var der ikke indgået aftale om en moderselskabsgaranti. Derfor ville moderselskabet ikke kunne stilles juridisk til ansvar for et datterselskab.
Samtidig mener Procuritas, at parterne var enige om, at Green Magnum kunne udlodde 90 procent af pengene til den Procuritas-fond, som ejede selskabet.
Det betød, at Green Magnum gik konkurs, da FSN forsøgte at få voldgiften fra dem.
Den af Procuritas’ fonde, som ejede Green Magnum, kan man ifølge Procuritas ikke stille til ansvar under dansk lov, fordi den har adresse på Guernsey, som ligger i den engelske kanal.
Derfor må det være op til retten på Guernsey, fremgår det af Procuritas’ påstandsdokumenter.
Henrik Sass Larsen, som er administrerende direktør i Aktive Ejere, brancheforeningen for kapitalfonde, har tidligere været kritisk over for Procuritas’ ageren.
– Kan man være bekendt at hæve fortjenesten af et svindelnummer? Jeg synes det ikke, har han tidligere sagt til Avisen Danmark.
Ifølge Børsen er der afsat 37 retsmøder i sagen.
FSN har ikke ønsket at udtale sig om sagen til avisen.
I en udtalelse til Børsen gennem deres advokat kalder Procuritas og den tidligere partner i selskabet, Thomas Theren, beskyldningerne fra modparten misvisende og udokumenteret.
/ritzau/