Udland

Kampe i Kharkiv: Ukraine hævder igen at have kontrol

Efter kampe mellem russiske og ukrainske soldater i Kharkiv siger guvernør, at Ukraine igen er i kontrol.

Guvernøren i Kharkiv, Oleg Sinegubov, hævder, at Ukraine igen har kontrol over byen.

Meldingen om Kharkiv, der er Ukraines næststørste by, kommer, efter at russiske soldater søndag morgen ifølge ukrainske udtalelser trængte igennem forsvarslinjen i byen.

– Kharkiv er fuldstændig under vores kontrol, siger Sinegubov søndag efter middag via beskedtjenesten Telegram.

Han tilføjer, at de ukrainske soldater er i gang med at sørge for at få de russiske soldater helt ud af byen.

Uafhængige meldinger om den militære situation på landjorden er få og generelt svære at få bekræftet.

Russiske militærkøretøjer blev tidligere søndag set i gaderne i byen.

Det meddelte Anton Herashtjenko, der er rådgiver for Ukraines indenrigsminister.

Rådgiveren har offentliggjort videoer, som viser adskillige militærkøretøjer i byens gader.

Den regionale guvernør Oleg Sinegubov oplyste, at ukrainske soldater søndag morgen kæmpede mod russiske soldater i byen.

– Den russiske fjendes lette køretøjer er trængt ind i Kharkiv, herunder i byens centrum.

– Ukraines væbnede styrker vil tilintetgøre fjenden. Vi beder civile om ikke at gå ud, siger han.

Ifølge nyhedsbureauet AFP rungede lyden af maskingevær og eksplosioner i byens gader.

Tidligere natten til søndag sprang russiske styrker en gasledning i luften i Kharkiv.

Det fik den ukrainske regering til at advare om, at den paddehatteformede eksplosion kunne forårsage en “miljømæssig katastrofe”.

Af Ukraines godt 41 millioner indbyggere bor omkring 1,5 millioner i Kharkiv. Byen ligger godt 40 kilometer fra den russiske grænse.

Mens kampe er i gang i Kharkiv, meddeler byadministrationen i Kiev, at hovedstaden fortsat er under ukrainsk kontrol.

Ifølge Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, som søndag morgen kom med en opdatering om situationen, holder ukrainske soldater fortsat russiske soldater på afstand i Kiev.

Det har været en brutal nat, siger han videre.

– Det her er terror. De kommer til at bombe vores ukrainske byer endnu mere. De kommer til at dræbe vores børn på endnu mere raffinerede måder. Det er den form for ondskab, som har ramt vores land og må ødelægges, siger han og beskylder Rusland for “folkedrab”.

Rusland har også ramt ukrainske olie- og gasfaciliteter flere steder i løbet af natten.

Sydvest for Kiev i byen Vasylkiv gik der ild i en olieterminal. Det sendte store flammer og sort røg op i nattehimlen, viser billeder på sociale medier.

– Fjenden ønsker at ødelægge alt, siger borgmesteren i Vasylkiv, Natalia Balasinovitj.

Søndag morgen hævder det russiske forsvarsministerium, at russiske tropper blandt andet har belejret byerne Kherson og Berdjansk.

Ingen af oplysningerne er dog endeligt bekræftet.

/ritzau/AFP

Back to top button